Den næste Harvey? Ny orkan tager form over Atlanten
USA kan blive ramt af en ny orkan i næste uge.
San Francisco
Mens Texas er i gang med at få overblik over skaderne efter de historisk, store nedbørsmængder på orkanen Harveys ødelæggende rute, er en ny orkan ved at tage form over Atlanten og ventes at ramme Caribien og potentielt også USA i næste uge.
Orkanen Irma blev udpeget som en tropisk storm onsdag morgen og havde torsdag eftermiddag taget så meget til i styrke, at den har nået en kategori 3 status med en vindestyrke på 185 km/t.
Det tidlige tidspunkt taget i betragtning er de forskellige vejrmodeller stadig uenige om, hvor præcist orkanen vil ramme. Men går det som den europæiske model, ECMWF, forudsiger, skal amerikanerne forberede sig på en ny storm.
I så fald vil Irma gå i land det sydlige Florida og vil bevæge sig over Den Mexicanske Golf, hvorefter den måske vil levere et nyt mareridt til de allerede hårdt prøvede texanere.
Går det som den amerikanske model, GFS forudsiger, er det mere usikkert, om Irma bliver over Atlanten eller går i land i en South – eller North Carolina eller andre dele af det nordøstlige USA.
Men det er værd at huske, at ECMWF – i modsætning til GFS - viste sig mere præcis i sine forudsigelser af, at hvordan superstormen Sandy i 2012 ville ramme USA. Sandy er siden gået over i historien som en af de dyreste orkaner, som USA har måttet håndtere. De amerikanske prognoser har dog vist sig mere præcise i andre sammenhænge.
»Men muligheden for at det her vil ramme et sted fra Cuba til staterne Carolinas er meget bekymrende,« siger Ryan Maue, en meteorolog ved analyseselskabet WeatherBell til CNN.
I hvert fald er det noget, som kystregioner i det sydlige og østlige USA er meget opmærksomme på, efter at de har set, hvordan orkanen Harvey lod regn i rekordmængder vælte ned over Texas og har efterladt tusinder hjemløse.
Skaderne er så store, at Texas kan få brug for op mod 125 mia. dollar i hjælp fra regeringen i Washington, lød en vurdering torsdag. Det er mere end de 110 mia. dollar, som blev givet i 2005, efter at orkanen Katrina havde lagt store dele af New Orleans under vand.
Selvom store storme er almindelige på dette tidspunkt af året, er udsigten til en ny alarmerende for USA.
Ud over de enorme menneskelige omkostninger og udgiften til genopbygning, ventes Harvey at blive meget dyr for en række vigtige industrier, herunder produktionen af kød og bomuld, hvor Texas spiller en vigtig rolle, men også for energisektoren, som har været nødt til at lukke ned flere steder i Texas, hvilket bl.a. har presset benzinpriserne op.