Plejehjemsbeboere i Texas sad i vand til livet: Blev reddet i sikkerhed efter foto gik viralt
I alt blev 15 plejehjemsbeboere, tre ansatte og en kat reddet ud af plejehjemmet "La Vita Bella".
Få timer efter, at et billede fra plejehjemmet "La Vita Bella" i Texas blev delt på Twitter, blev 15 plejehjemsbeboere, tre ansatte samt en kat søndag aften reddet fra vandmasserne.
Det var Timothy McIntosch, hvis svigermor ejer plejehjemmet i byen Dickinson, som delte billedet, der tydeligt viste, hvordan flere af plejehjemmets beboere enten sad eller stod i vand op til livet, var gennemblødte og svøbt i mere eller mindre våde tæpper.
»Har brug for hjælp så hurtigt som muligt - venligst retweet,« skrev Timothy McIntosch til billedet.
I løbet af ganske kort tid blev billedet delt mange gange og er i skrivende stund blevet delt af over 4,5 tusind personer på det sociale medie, ligesom hundredvis har kommenteret det.
Omkring tre timer efter, at billedet var blevet offentliggjort, kom redningsfolk frem til "La Vita Bella", hvor de bl.a. ved hjælp af en helikopter fik reddet beboerne og de ansatte.
Siden stormen Harvey ramte bl.a. Texas har den massive regn, som den medførte, skabt kaos flere steder i delstaten. I byen Houston er omkring 2.000 mennesker i nød blevet reddet.
Det forventes, at op mod 30.000 texanere midlertidigt skal flyttes til nødcentre.
Ifølge den nationale vejrservice, NWS, er der faldet op mod 40 tommer regn - svarende til knap 102 cm - i det nordøstlige Houston, og der kan komme yderligere 20 tommer nedbør, før stormen Harvey bevæger sig videre.