Fakta om Trumps magtfulde chefstrateg Stephen Bannon
Stephen Bannon er med Donald Trumps sejr ved præsidentvalget blevet en af USA's magtfulde mænd.
Fredag har den amerikanske præsident Donald Trump fjernet sin chefstrateg Stephen Bannon, der ellers har været kendt som den måske mest magtfulde person i kredsen omkring Trump.
Her er en gennemgang af, hvem den nu tidligere chefstrateg er.
- 63-årige Stephen Bannon blev udnævnt til præsidentens chefstrateg, da Donald Trump indtog Det Hvide Hus i januar 2017. Ingen har tidligere båret den titel.
- Han blev samtidig gjort til permanent medlem af det nationale sikkerhedsråd, som er det øverste rådgivende organ for præsidenten, hvad angår sikkerheds- og udenrigspolitik. Den plads blev han dog siden fjernet fra igen.
- Han var fra august 2016 og frem til valget i november chef for Donald Trumps valgkampagne.
- Han har tidligere været chef for det konservative og højreorienterede onlinemedie Breitbart News.
- Efter fire års tjeneste i den amerikanske flåde tog Bannon en master på Harvard.
- Han har tidligere arbejdet i finanssektoren for den store investeringsbank Goldman Sachs. Herefter begyndte han at finansiere film.
- Han har tidligere produceret 18 film heriblandt en række dokumentarfilm, hvor han selv er instruktør.
- Han er tidligere rådgiver for Sarah Palin, der var republikansk vicepræsidentkandidat ved valget i 2008.
- 5. april 2017 bliver Stephen Bannon fjernet fra det nationale sikkerhedsråd, men fortsatte som chefstrateg.
- 18. august 2017 kunne New York Times fortælle, at det nu er slut for Stephen Bannon i Det Hvide Hus.
Kilder: New York Times, Politico.