Overblik: Disse har forladt Donald Trumps administration
En lang række embedsmænd har forladt Trumps administration, siden han blev indsat som præsident 20. januar.
Reince Priebus, som fredag blev skiftet ud på posten som stabschef i Det Hvide Hus, er den seneste i rækken af embedsmænd, der har forladt eller er blevet tvunget ud af den amerikanske præsident Donald Trumps administration.
Her er et udpluk af embedsmænd, der er blevet fyret, selv har forladt administrationen, eller som er blevet nomineret af Trump til en stilling, men ikke tog jobbet:
* Philip Bilden
En tidligere militær efterretningsofficer, som blev håndplukket af Trump til jobbet som minister for den amerikanske flåde. Han trak sig i februar på grund af regeringens regler om interessekonflikt.
* James Comey
Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som havde stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016. Han blev fyret af Trump i maj.
* James Donovan
En investeringsmand fra Goldman Sachs Group, som blev nomineret af Trump til stillingen som vicefinansminister. Han trak sit kandidatur i maj.
* Michael Dubke
Stifter af Crossroads Media, som trådte tilbage som kommunikationschef i Det Hvide Hus i maj.
* Michael Flynn
Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, som trådte tilbage i februar efter afsløringer af, at han havde drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte, og vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.
* Mark Green
Trumps kandidat til jobbet som minister for den amerikanske hær. Han trak sit kandidatur i maj.
* Gerrit Lansing
Digitalchef i Det Hvide Hus, som trådte tilbage i februar efter ifølge Politico ikke at have bestået et baggrundstjek af FBI.
* Jason Miller
Kommunikationschef for Trumps overgangsteam, som i december blev udpeget af den kommende præsident til stillingen som kommunikationschef i Det Hvide Hus. Han oplyste få dage senere, at han ikke ville tage imod jobbet.
* Todd Ricketts
En medejer af baseballholdet Chicago Cubs og Trumps valg som vicehandelsminister. Han trak sit kandidatur i april.
* Walter Shaub
Direktør for kontoret for regeringsetik, som kom på kollisionskurs med Trump og hans administration. Han trådte tilbage i juli, før hans femårige periode udløb.
* Michael Short
Seniorsekretær for pressetalsmanden for Det Hvide Hus, som sagde op tirsdag 25. juli.
* Sean Spicer
Sagde op som pressetalsmand for Det Hvide Hus i uge 29, fordi han var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.
* Caroline Wiles
Trumps chef for planlægning, som trådte tilbage i februar, efter at hun ifølge Politico ikke bestod et baggrundstjek.
* Sally Yates
Fungerende justitsminister, som blev fyret af Trump i januar, efter at hun havde beordret Justitsministeriets advokater til ikke at håndhæve Trumps indrejseforbud.
Kilde: Nyhedsbureauet Reuters
/ritzau/