Trump jubler over nyt hangarskib, der er verdens største: »Det er en 100.000 tons besked til verden«

Hangarskibet USS Gerald R. Ford har kostet 83 milliarder kroner.

Artiklens øverste billede
USS Gerald R. Ford, da det stadig var under opbygning. Skibet er opkaldt efter den tidligere præsident Gerald R. Ford og vil efter planen indgå i USA's militær fra 2020. Foto: U.S. Navy/Wikimedia Commons

De bombastiske, voluminøse ord matchede det skib, de blev brugt til at beskrive, da præsident Donald Trump i weekenden var med til at præsentere USA's nyeste krigsmateriel.

Hangarskibet USS Gerald R. Ford, der er verdens største med et dæk på størrelse med tre fodboldbaner, og som kan rumme næsten 5.000 søfolk, blev præsenteret ved Naval Station i Norfolk.

»Hvor end dette skib skærer gennem horisonten, vil vores allierede være lettede, og vores fjender vil ryste af frygt. For alle vil vide, at Amerika kommer, og Amerika kommer stærkt,« sagde Donald Trump ifølge CNN.

Tidligere har præsidenten erklæret, at skibet udgør en »100.000 tons besked til verden - USA ligger ikke under for nogen!«.

Hangarskibet har været undervejs siden 2007 og har kostet omkring 83 milliarder kroner, hvilket samtidig gør det til verdens dyreste.

Fra skibet kan der blandt andet både blive afsendt bemandede og ubemandede fly.

Det er første gang i 40 år, at landet leverer et nydesignet hangarskib.

USA's første nye type hangarskib i 40 år sat i søen

Yderligere to af samme type vil blive offentliggjort i løbet af de næste år, det første i 2020.

Skibene skal være med til at afløse USS Enterprise, der med 342 meter var flådens længste hangarskib, men blev »pensioneret« i 2012.

Det nye skib er opkaldt efter den tidligere præsident Gerald R. Ford og vil efter planen indgå i USA's militær fra 2020.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen