Fortsæt til indhold
USA

Overblik: Trumps søn skaber røre i Rusland-sag

USA's præsidents ældste søn beskyldes for at samarbejde med Rusland om at fælde Demokraternes Hillary Clinton.

/ritzau/

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er længe blevet beskyldt for at have samarbejdet med Rusland om at vinde det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Og nu er fokus blevet rettet mod præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., der i fjor mødtes med russiske repræsentanter, der påstod at have smuds om Donald Trumps modstander i valgkampen, Demokraternes Hillary Clinton.

Her kan du få et overblik over, hvad sagen handler om.

  • Præsidentens ældste søn modtog i starten af juni 2016 en række e-mails fra pr-manden Rob Goldstone, der påstod, at han kunne skaffe informationer, "der kunne være meget nyttige for din far".
  • Goldstone skrev blandt andet, at den russiske popstjerne Emin Agalarov og hans far, byggematador Aras Agalarov, der tidligere har samarbejdet med Donald Trump, har "hjulpet" den russiske regering i dennes støtte til Trump.
  • Goldstone skrev også, at han kunne sætte Trump Jr. i forbindelse med den russiske advokat Natalia Veselnitskaja. Goldstone kalder i en e-mail Veselnitskaja for "den russiske regerings advokat".
  • Trump Jr. svarede blandt andet, at "hvis det er, hvad du siger, så elsker jeg det". Derefter planlagde Goldstone og Trump Jr. et møde i Trump Tower i New York.
  • "Storartet. Det vil sandsynligvis være Paul Manafort (kampagnechef), min svoger og mig selv, der deltager", skrev Trump Jr.
  • 9. juni 2016 mødtes Donald Trump Jr., hans fars kampagnechef, Paul Manafort, og Jared Kushner, der er gift med Donald Trumps datter Ivanka, med Veselnitskaja.
  • Veselnitskaja nægter, at hun nogensinde har arbejdet sammen med den russiske regering.
  • Donald Trump Jr. har tirsdag aften lokal tid sagt, at han fortryder mødet. "Set i bakspejlet, så ville jeg nok have handlet lidt anderledes, hvis jeg kunne", sagde han i et interview på tv-kanalen Fox News.

Kilder: AP, Reuters.