Først afviste Trump - nu bekræfter Det Hvide Hus: Der blev talt om russiske sanktioner under Putin-møde

Donald Trump og Vladimir Putin mødtes under weekendens G20-topmøde.

Artiklens øverste billede
Under mødet mellem Donald Trump og Vladimir Putin "blev der talt om sanktioner, der specifikt har forbindelse til valget, men ikke noget ud over det," ifølge Det Hvide Hus. Foto: Evan Vucci/AP

Der var umiddelbart ikke så meget at misforstå i det tweet, den amerikanske præsident, Donald Trump, udsendte søndag.

Præsidenten forholdt sig til, hvad der blev talt om under mødet med den russiske præsident, Vladimir Putin, under G20-topmødet i Hamborg i weekenden.

»Der blev ikke diskuteret sanktioner under mit møde med præsident Putin. Intet vil blive ændret, indtil problemerne i Ukraine og Syrien er blevet løst!«.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Nu kommer Det Hvide Hus med en udmelding, der tilsyneladende går imod den konstatering - men det er ingenlunde tilfældet, ifølge talskvinden Sarah Huckabee.

For at tage selve udtalelsen først, bekræfter talskvinden, at der under mødet i Hamborg »blev talt om sanktioner, der specifikt har forbindelse til valget, men ikke noget ud over det«.

De amerikanske politikere har valgt at indføre sanktioner mod Rusland i flere tilfælde, blandt andet i forhold til den russiske intervention i Ukraine.

Og netop dén form for sanktioner blev ikke diskuteret, ifølge Sarah Huckabee.

Dermed mener hun ikke, at hendes udtalelse står i kontrast til Donald Trumps, da han angiveligt mente sanktioner i relation til situationen i Rusland og Syrien.

Der er i øjeblikket en større efterforskning i gang, der skal undersøge, om russere forsøgte at influere i det amerikanske valg i fjor.

Vladimir Putin afviste endnu engang, at det skulle være tilfældet under mødet med Donald Trump.

»Trump spurgte meget ind til det emne. Jeg svarede på spørgsmålene i den udstrækning, jeg var i stand til. Det virkede, som om han tog svarene til efterretning og var enig med dem, men det er nok bedst at spørge ham selv,« sagde Putin efter mødet.

Donald Trump har kaldt mødet »fantastisk«, og Sarah Huckabee bekræfter, at Trump »hørte Putins benægtelse og vidste, at det vigtigste i sidste ende var, at de kunne tale sammen, så han kunne spørge Putin direkte«. 

Andre læser

Mest læste

Del artiklen