Trump: »Sørgeligt« at ingen har kunnet bevise Rusland-forbindelser
Efter syv måneder er der stadig ingen beviser, konstaterer den amerikanske præsident.
Efter syv måneders efterforskning og flere høringer af vidner, har ingen kunnet påvise, at den amerikanske præsident skulle have haft problematiske forbindelser til Rusland.
Det konstaterer præsidenten fredag på Twitter.
»Sørgeligt!« tilføjer han drillende.
Tweetet kommer, efter avisen The Washington Post baseret på anonyme kilder har fremsat påstande om, at Trumps nærmeste skulle være kommet under luppen hos den tidligere FBI-direktør Robert Mueller, der i maj blev udpeget til at undersøge om, at Rusland påvirkede præsidentvalget og i al hemmelighed havde kontakt til Trumps kampagnestab.
Ifølge avisen er FBI ved at undersøge Donald Trumps svigersøn og særlige rådgiver Jared Kushners økonomi, og om Donald Trump har forsøgt at forpurre efterforskningen.
Den tidligere FBI-direktør James Comey, der blev fyret af Trump den 9. maj, sagde i en offentlig høring i sidste uge, at han mener, at Trump fyrede ham for at underminere FBI's undersøgelse af forbindelser mellem Trumps valgstab og Rusland.
Samtidig afviste han dog at komme med sin vurdering af, om Trump direkte forsøgte at spænde ben for FBI's undersøgelse.
Donald Trump har flere gange udtalt sig om undersøgelsen på sit foretrukne sociale medie, Twitter.
»Hvorfor bliver Hillary Clintons familie og Demokraternes forbindelser til Rusland aldrig undersøgt, mens mine ikke-forbindelser gør?« skrev præsidenten.
Samme dag kaldte han historierne om undersøgelsen for »den største heksejagt i amerikansk politiks historie«.