Overblik: Forstå sagen om Trumps fyring af FBI's direktør
Der har været mange kontroverser mellem Donald Trump og FBI-chef James Comey. Præsidenten fik det sidste ord.
Den fyrede FBI-direktør James Comey skal torsdag eftermiddag vidne i det amerikanske senat i en høring om Ruslands rolle i sidste års præsidentvalg.
Han blev fyret for en måned siden af USA's præsident, Donald Trump, efter bare tre år på posten.
Fyringen kom, samtidig med at FBI efterforsker påstande om russisk manipulation af den amerikanske valgkamp, og om medlemmer af Trumps stab aktivt tog del i manipulationen.
Trump og Comey har længe været på kollisionskurs. Her er de vigtigste datoer:
2016:
Juli: FBI indleder i al stilhed en undersøgelse om russisk indblanding i den på det tidspunkt igangværende amerikanske valgkamp. Først otte måneder senere får offentligheden besked om undersøgelsen.
Samme måned siger James Comey på et pressemøde, at han vil anbefale ikke at rejse sigtelse mod den demokratiske kandidat Hillary Clinton oven på efterforskningen af hendes brug af en privat e-mailkonto i embeds medfør, da hun var udenrigsminister.
7. oktober: Amerikanske efterretningsfolk oplyser, at Rusland står bag hacking og spredning af falsk information i et forsøg på at forstyrre valget.
28. oktober: James Comey udtaler i et brev til Kongressen, at FBI har fundet e-mails, som "virker relevante for efterforskningen" af Clintons e-mail-server. Undersøgelsen genåbnes.
29. oktober: Donald Trump roser Comey oven på genåbningen af efterforskningen af Clinton.
6. november: FBI konkluderer på baggrund af de nye e-mails, at der fortsat ikke er baggrund for at rejse sigtelse mod Hillary Clinton. Donald Trump mener, at hun bliver beskyttet af "et uærligt system".
8. november: Trump henter choksejr ved valget over demokraten Hillary Clinton.
2017:
6. januar: Comey og andre højtstående efterretningsfolk konkluderer i en rapport, at Ruslands forsøg på at påvirke valget til fordel for Trump er sket på ordre fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.
20. januar: Donald Trump indsættes officielt som USA's præsident.
27. januar: Comey bliver inviteret til middag i Det Hvide Hus. Ifølge den tidligere FBI-chefs eget nedskrevne vidneudsagn sagde Trump blandt andet: "Jeg har brug for loyalitet, jeg forventer loyalitet".
Comey svarede ifølge ham selv: "Du vil altid få ærlighed fra mig".
14. februar: Comey afviser en anmodning fra Det Hvide Hus om at gendrive oplysninger i New York Times om adskillige kontakter mellem Trumps kampagnestab og russiske efterretningsfolk.
Ifølge Comey selv beder Trump ham om at droppe sin undersøgelse af præsidentens nyligt fyrede nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og dennes kontakt til Rusland.
Det svarer Comey angiveligt ikke på.
20. marts: Comey bekræfter for første gang, at FBI undersøger Ruslands indblanding i valget samt mulige koblinger mellem personer fra Trumps valgstab og den russiske regering. Det sker i en afhøring i Kongressen.
Her afviser Comey samtidig præsidentens påstand om, at forgængeren Barack Obama aflyttede ham under præsidentvalget.
11. april: Præsidenten ringer angiveligt til Comey for at spørge, hvad han har gjort for at få "det ud", at han ikke bliver efterforsket personligt.
Hen mod slutningen af samtalen skal Trump ifølge den fyrede FBI-chef have sagt: "Jeg har været meget loyal over for dig, meget loyal".
Det er den sidste samtale, de to mænd har med hinanden.
3. maj: James Comey vidner i Senatet. Han tøver med at svare på en lang række spørgsmål om FBI's efterforskning af Ruslands indblanding - særligt spørgsmål om Donald Trump.
9. maj: Trump fyrer Comey i et brev. Han vedhæfter en udtalelse fra justitsminister Jeff Sessions, der anbefaler, at Comey bliver fyret.
Der følger også et brev med fra vicejustitsminister Rod Rosenstein, der beskriver Comeys "fejltrin" i håndteringen af sagen om Hillary Clintons e-mails.
11. maj: I et interview med tv-stationen NBC siger Trump om Comey: "Jeg ville have fyret ham uanset anbefalingerne", og at "han er en blærerøv, han er en pralhals".
12. maj: I et tweet skriver præsidenten: "James Comey bør krydse fingre for, at der ikke er nogle "optagelser" af vores samtaler, før han begynder at lække til pressen".
Kilder: Reuters, AFP og CNN