*

USA

Trump har inviteret kontroversiel præsident til Det Hvide Hus

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, skal efter alt at dømme mødes med Donald Trump.

Donald Trump besøger i november Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, og de to skal nu også mødes i Det Hvide Hus i Washington. Foto: Kiichiro Sato/AP og Bullit Marquez/AP

Efter at have ført en telefonsamtale med Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har Donald Trump inviteret sit filippinske modstykke til Washington.

Ifølge amerikanske medier betegner Det Hvide Hus de to præsidenters telefonsamtale som en »venlig samtale« om bl.a. konflikten med Nordkorea og forholdet mellem USA og Filippinerne.

Rodrigo Duterte er yderst kontroversiel, og hans metoder med hensyn til den filippinske stats krig mod narkohandel i landet har verdenspressen berettet om flere gange.

Så sent som i denne uge var det en international nyhed, at Rodrigo Duterte og hans regering er blevet meldt til Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland (ICC). En filippinsk advokat har her anklaget Rodrigo Duterte for forbrydelser mod menneskeheden efter hans voldsomme fremfærd mod narkokriminelle i hjemlandet.

I amerikansk sammenhæng har Rodrigo Duterte gjort sig bemærket ved at kalde daværende præsident Barack Obama for en horeunge, da Barack Obama kritiserede Rodrigo Dutertes metoder i krigen mod narkokriminelle. Senere undskyldte en talsmand for Rodrigo Duterte.

Det hører med til historien, at Barack Obama senere mødtes med Rodrigo Duterte trods dennes udtalelser.

Donald Trump skal desuden besøge Rodrigo Duterte i Filippinerne i november i år.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her