Trumps grænsemur kan sende USA ud i en politisk nødsituation
Demokraternes formand kalder murbyggeriet for »dyrt og dumt«.
USA's præsident Donald Trump vil gerne i gang med at bygge den berygtede mur på grænsen til Mexico allerede i år.
Men først skal pengene til byggeriet findes. Noget, der ifølge Washington Post og NBC News kan blive et problem.
Til NBC siger Nancy Pelosi, der er formand for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, at hendes parti står fast på ikke at støtte muren.
»Murbyggeriet er i mine øjne umoralsk, dyrt og dumt. Da præsidenten under valgkampen lovede vælgerne en mur, husker jeg ikke, at han sagde, at han ville sende milliardregningen for den videre til de amerikanske skatteborgere,« siger Nancy Pelosi.
Hun hævder også, at republikanere i grænsestaterne heller ikke støtter byggeriet af grænsemuren.
Ifølge Washington Post har Det Hvide Hus bedt Kongressens republikanere om at bruge truslen om et såkaldt "shutdown" af regeringen, hvor der bliver fuldstændig lukket for alle ikke-essentielle udgifter i staten, til at presse Kongressens øvrige politikere til at finde pengene til byggeriet i løbet af denne uge.
Hvis Kongressens politikere ikke kan blive enige om, hvordan statens budget skal se ud, kan en sådan lukning blive den eneste udvej. I første omgang har man indtil på fredag, den 28. april, til at blive enige.
Det Hvide Hus' stabschef, Reince Priebus, siger til avisen, at præsident Trump og hans rådgivere »står fast« på at sikre penge til byggeriet - ikke nødvendigvis til hele muren, men nok til, til at de indledende faser kan gå i gang.
»I denne uge vil vi få penge ført over til Homeland Security, så vi kan påbegynde overvågningen og det indledende arbejde,« siger han.
Men tiden er knap. Politikere fra både Senatet og Repræsentanternes Hus kommer i denne uge tilbage fra to ugers pause, og der er kun tre arbejdsdage til at komme til enighed.
Præsidenten har ifølge nyhedsbureauet Reuters i første omgang tænkt sig at bruge penge, der i forvejen er til rådighed i det amerikanske budget, på byggeriet.
Hvad angår prisen på muren, har der været nævnt mange forskellige milliardbeløb. Eksperter har tidligere i Washington Post vurderet, at prisen kan blive helt op mod 150 mia. kr.