Fortsæt til indhold
USA

Mike Pence lover urokkelig støtte til Nato

USA's vicepræsident gav løfte om urokkelig opbakning fra Donald Trump til Nato.

Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent

MÜNCHEN

USA’s præsident Mike Pence har på en sikkerhedskonference i München lovet urokkelig opbakning fra Washington til Nato.

Løftet i Pences første større tale om USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik under præsident Donald Trump blev givet foran et publikum af politiske sværvægtere, herunder Tysklands kansler Angela Merkel og Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov.

»Lad mig være klar på en ting,« sagde Pence: »USA’s præsident sender jer hans forsikringer. USA er en stærk støtte af Nato og vil være urokkelig i sin opbakning til transatlantiske alliance.«

Han slog også fast, at USA vil holde Rusland til ansvar for aggressioner over for Ukraine; »selv når Trump regeringen søger ny, fælles grund, som præsident Trump mener, kan findes.«

»Men lad mig også være klar på denne pointe,« fortsatte han med henblik et løfte mellem Nato-lande om, at alle 28 allierede skal stile mod at hæve deres forsvarsbudget til 2 pct. af BNP:

»USA’s præsident forventer, at alle allierede lever op til deres ord og opfylder denne forpligtigelse. Tiden er kommet til at gøre mere.«

Pences tale var i det hele taget en traditionel republikansk tale med masser af henvisninger til Europas og USA’s fælles ofre og kampe for frihed og demokrati igennem både Første og Anden Verdenskrig og siden i Afghanistan oven på terrorangrebene mod USA den 11. september 2011.

»Vi har en delt fortid og vi vil dele fremtiden. USA er i dag og vil altid være jeres stærkeste allierede.«

Hans budskab var en fortsættelse af de signaler, der er kommet fra USA’s forsvarsminister James Mattis og udenrigsminister Rex Tillerson, som begge også er i Europa.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som lyttede med i salen fra femte række, sagde bagefter, der ikke længere kan være nogen tvivl om den amerikanske kurs.

»Det tegner et billede af, at der er fuld opbakning til Nato og de politiske prioriteringer, der har været om terrorbekæmpelse, om Ruslands oprustning og om Ukraine. Man må sige, at det nu står helt klart, at der ingen ændringer er i USA’s Nato politik,« siger Claus Hjort Frederiksen og fortsætter:

»Der er bare et stort udestående. At vi alle skal bruge mere på forsvar.«

Artiklens emner
Nato