Fortsæt til indhold
USA

Fanget i løgn: Trumps pinocchio-næse vokser

Amerikansk medie giver Trump pinocchio-næser efter, hvor sandt han taler.

Hvis ikke Trumps næse skal vokse sig helt ud af skærmen, må han hellere holde sig til sandheden. For hans ord bliver testet i The Washington Posts løgnedetekter, og mediet tildeler Trump Pinocchio-næser for hans udtalelser, alt efter, hvor usande de er.

Op til fire næser kan Trump få for sine udsagn, hvis det er det rene nonsens. Testen er ikke kun lavet til Trump. Den skal både overvåge politikere, politiske kandidater, diplomater og interessegrupper, skriver Washington Post selv.

Men der er ingen tvivl om, at Trump vil trække en del af opmærksomheden. Donald Trump har flere gange langet ud efter de amerikanske medier og hævdet, at medierne skriver falske nyheder, mens flere medier har afsløret usandheder eller "alternative fakta" fra Trumps regering.

Striden mellem præsidenten og medierne har bestemt ikke lagt sig - tværtimod. Som oftest bruger Trump sit yndlingsmedie twitter til at lange ud efter "de falske nyheder", og især listen over de 78 terrorangreb, som medierne ifølge Trump ikke havde dækket, var benzin på bålet.

Flere medier tog genmæle, og både nyhedsmediet AP og Politifact reagerede ved at publicere deres egne standpunker efterfølgende, hvilket stikker udenfor mediernes normale fremfærd, som ellers bestræber sig på udelukkende at være den objektive part.

Så sent som på aftenens pressemøde, brugte Trump en stor del af tiden på at kritisere de amerikanske medier, som han kaldte »uhæderlige«.

Ifølge The Washington Post vil de dømme mildere, hvis det handler om udtalelser fra live-TV. Til gengæld er dommen hårdere, hvis udtalelserne er forberedte, og politikerne har haft tid til at tjekke op på emnet inden.

Hvis Trump eksempelvis erkender sin fejl, bliver der også lempet i næseuddelingen.

The Washington Post er et anerkendt medie, som blev verdenskendt i forbindelse med Watergate-skandalen, hvor to af avisens journalister spillede en stor rolle i at vælte USA's præsident Richard Nixon.

I en aktuel sag har avisen givet præsident Trump 3 pinocchio-næser.

Donald Trump har udtalt, at autisme er en fremskridende sygdom i USA, som må stoppes. Washington Post har analyseret og faktatjekket udsagnet

Mediet konstaterer, at antallet af autismediagnoser i 2016 var det samme som i 2014, og at man derfor ikke kan sige, at der har været en stigning af autistiske diagnoser. Definitionen for autisme udkom i 2013, og derfor kan man ikke sammenligne tallene direkte fra før 2013, skriver de.

Det er uklart, om antallet reelt er steget over de seneste årtier, da kriterierne for diagnosen har ændret sig væsentligt.