Apple-boss: »Falske nyheder dræber folks sjæle«
Apple-chefen mener, at regeringer, teknologifirmaer og skoler skal løse problemet.
Falske nyheder - de såkaldte fake news - er blevet så stort et problem, at regeringer, teknologifirmaer og skoler sammen skal standse spredningen af dem. Ellers risikerer vi en åndelig nedsmeltning.
Sådan lyder den kontante melding fra Tim Cook, der er Apples øverste chef. Det skriver The Daily Telegraph.
»Falske nyheder er et stort problem i meget af verden. I øjeblikket oplever vi en tid, hvor medier, der forsøger at skaffe de fleste kliks, vinder over de, der forsøger at være mest sandfærdige. Det er med til at dræbe folks sjæle. Vi er derfor nødt til at etablere en massiv kampagne, der starter i skolerne. Udfaldet vil være, at troværdige, pålidelige og ikke-sensationssøgende medier vil sejre,« siger han.
Tim Cook mener, at Apple og andre teknologiselskaber kan gøre noget selv.
»Alle teknologifirmaer, herunder Apple, er nødt til at skabe nogle værktøjer, der kan mindske volumen af falske nyheder. Det er vi nødt til at vride igennem, uden at vi træder på ytrings- og pressefriheden, så vi hjælper læserne. Vi har dog endnu ikke fundet ud af, hvad vi vil gøre,« siger han.
Debatten om falske nyheder var især ophedet under det amerikanske præsidentvalg, og Donald Trump har flere gange beskyldt de amerikanske medier for at fabrikere usandheder. Senest fredag beskyldte præsidenten mediet New York Times, for at bringe en løgnagtig artikel.
»Fake news« er dog ikke kun et amerikansk fænomen. Jyllands-Posten kunne i sidste uge beskrive, hvordan en ung dansker tjente penge på at påstå, at Johanne Schmidt-Nielsen var afgået ved døden.