Fortsæt til indhold
USA

Trump langer ud efter firma med skandinaviske rødder for at droppe datters tøjlinje

Nordstrom vil ikke længere sælge Ivanka Trumps tøjlinje. Det fik Donald Trump til at kritisere firmaet offentligt.

Nordstrom har tilsyneladende lagt sig ud med den amerikanske præsident efter, at firmaet denne uge valgte at droppe Ivanka Trumps tøjlinje.

I et tweet på det sociale medie Twitter skrev Trump onsdag: »Min datter, Ivanka, er blevet behandlet så uretfærdigt af Nordstrom. Hun er en fantastisk person - - Hun presser mig altid til at gøre det rigtige! Forfærdeligt!«

Nordstrom oplyser, at Ivanka Trumps tøjlinje blev droppet på grund af skuffende salgsresultater, og at de hvert år beskærer 10 pct. af deres sortiment.

Detailfirmaet, som blev grundlagt af svenske John Norstrom, oplyser endvidere, at beslutningen om at droppe salget af Ivanka Trumps tøjlinje intet har at gøre med den nuværende boykot-bevægelse ”Grab Your Wallet”. Bevægelsen forsøger, at få forbrugerne til at droppe produkter fra Trump-familien.

Donald Trumps indblanding har skabt heftig debat på de sociale medier om hvorvidt, at præsidenten i kraft af sit embede må blande sig i en debat, som har Trump-familiens finansielle interesse.

Richard Painter, et tidligere etisk chefkonsulent i Det Hvide Hus for George W. Bush, udtaler til Washington Post, at Donald Trumps tweet om Nordstrom er »misbrug af offentligt embede til gavn for egne interesser.«

Sean Spicer, præsidentens pressesekretær, forsvarede Trump på et pressemøde onsdag.

Her sagde han, at Donald Trump er i sin gode ret til at stå op for sin familie og hylde deres forretningsaktiviteter og deres succes.