Fortsæt til indhold
USA

Overblik: Den magtfulde amerikanske højesteret

Præsident Donald Trump har nomineret Neil Gorsuch som den niende højesteretsdommer blandt 21 kandidater.

/ritzau/

Donald Trump har ikke spildt tiden, siden han blev indsat som præsident i USA 20. januar.

Han har allerede underskrevet flere dekreter og sat en ny kurs for amerikansk politik.

Og hans nominering af, hvem der skal svinge hammeren som den niende dommer i den amerikanske højesteret, kan få stor betydning de kommende mange år.

Her kan du læse om det vigtige hverv, som Trump tirsdag aften lokal tid har nomineret en dommer til:

  • Højesteretten er særdeles magtfuld, fordi den kan underkende lovgivning fra Kongressen og enkeltstaterne, hvis den vurderer, at lovgivningen er i strid med den amerikanske forfatning.
  • Domstolen blev oprettet, da USA fik sin forfatning i 1787.
  • Højesteretten behandler ankesager og sager af principiel karakter. Den er den sidste ankeinstans vedrørende den amerikanske forfatning.
  • Den amerikanske højesteret består af ni dommere. De udpeges for livstid af præsidenten med godkendelse af Senatet.
  • En af de ni pladser har stået tom siden februar 2016, da den konservative dommer Antonin Scalia døde. Det er den post, Trump nu har nomineret en dommer til.
  • Det var ventet, at udnævnelsen atter ville give et konservativt flertal i USA's øverste domstol. Siden Scalias død har der været fire dommere, som betragtes som liberale, og fire, der betragtes som konservative.
  • Senatet har tidligere blokeret for udnævnelsen af Merrick Garland, som var tidligere præsident Barack Obamas valg til den ledige post i højesteretten.
  • Trump har tidligere meddelt, at han havde en liste med 21 navne, som han ville vælge ud fra.

Kilder: Gyldendals Den Store Danske, Berlingske og Twitter.