Efter Trumps indsættelse: Uroligheder bryder ud i Washington
Flere amerikanske medier beretter om voldsomme demonstrationer og gadekampe i Washingtons gader.
Det er ikke gået stille for sig i Washingtons gader i timerne, efter Donald Trump er blevet indsat som ny amerikansk præsident.
Flere amerikanske medier beretter om voldsomme demonstrationer og gadekampe i Washingtons gader mellem hundredvis af sortklædte demonstranter og amerikanske politi.
Ifølge New York Times er flere butikkers vinduer blevet smadret af demonstranterne, ligesom der er blevet sat ild til en limousine, der var parkeret på gaden. Blandet andet har en Starbucks og en filial fra Bank of America fået smadret sine vinduer.
Mange af demonstranterne var iklædt sort tøj og ansigtmasker, og bar flag, der har forbindelse til anti-fascistiske grupper.
Selve området omkring Capitol Hill og The Mall, hvor indsættelsen af Donald Trump fandt sted kl. 18 dansk tid, er fuldstændig afspærret af politiet. Urolighederne skulle foregå i sidegaderne ikke langt derfra.
Ifølge New York Times har demonstranterne kastet brosten efter politiet, der har svaret tilbage med bl.a. peberspray.
CNN beretter, at omkring 100 demonstranter foreløbig er blevet anholdt, ligesom to betjente skal være kørt til hospitalet med skader.
New York Times-journalisten Jodi Kantor har lagt følgende billeder op på det sociale medie Twitter, der viser resultaterne af demonstranternes hærgen.