Fortsæt til indhold
USA

Brexit-frontkæmper: Trump bliver den nye Ronald Reagan

Den tidligere Ukip-leder Nigel Farage kan se ligheder mellem Trump-tilhængere og britiske EU-modstandere.

Måske er det sandheden i det gamle, lidt forslidte mundheld "lige børn leger bedst", der endnu engang viser sig i forholdet mellem den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og den tidligere Ukip-leder såvel som Brexit-frontkæmper, Nigel Farage.

I hvert fald er de begge omdiskuterede, karismatiske og har overrasket de fleste meningsdannere med deres stærke appel til vælgerne i henholdsvis Storbritannien og USA.

Og nu besegler Nigel Farage for alvor det gode forhold mellem de to ved at sende en solid mængde ros af sted til den amerikanske præsidentkandidat, som han både kalder »den nye Ronald Reagan« og en stærk kommunikatør.

Det sker, efter at det britiske EU-parlamentsmedlem har fulgt og holdt tale for Donald Trump i forbindelse med sidste uges valgmøde i Jackson, Mississippi - en begivenhed, som ifølge Farage mindede mere om »en rockkoncert end et politisk møde«.

Det skriver han i et essay om turen, der er blevet bragt i avisen Daily Mail, hvori han også sammenligner Donald Trump med den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, der tidligere havde ernæret sig som skuespiller.

»Det er værd at huske på, at næsten alle mente, at Ronald Reagen ville være uegnet som amerikansk præsident, indtil han fik stor succes over to valgperioder,« skriver Nigel Farage.

Samtidig slår Ukip-politikeren fast, at han »virkelig ikke mener, at han (Donald Trump, red.) er det monster, som mange fremstiller ham som«, og at han efter at have mødt og talt med Donald Trump »er langt mindre bekymret. Hvis han bliver præsident, vil han være i stand til at træffe de store beslutninger«.

Hvis man skal tro Nigel Farage, er det ikke kun mellem de to politikere, at der er ligheder. Som en af fortalerne for at få Storbritannien ud af EU deltog han i flere valgmøder op til den britiske afstemning i juni, hvor han mødte EU-skeptikere, der ifølge Farage har flere ting til fælles med Donald Trumps støtter.

»De fleste af de tilhængere, jeg mødte (efter valgmødet i USA, red.) havde aldrig stemt i deres liv. De er de samme slags mennesker, der gjorde Brexit mulig. De ser den politiske elite i Washington som fjern og utilnærmelig, ligesom mange "Leave"-vælgere mente om EU,« skriver Nigel Farage.

De rosende ord kommer, efter at Nigel Farage tidligere har udtalt om Donald Trump, at »engang imellem får hans stil selv mig til at krympe mig en smule«.

Briten mener stadig, at Trumps kampagne har været »meget kontroversiel«, og at »nogle af hans kommentarer ikke har set for godt ud og gjort ham sårbar over for beskyldninger om at være ekstremist«.

Blandt Donald Trumps mest kontroversielle forslag er at nægte alle muslimer indrejse til USA samt at bygge en mur langs den mexicanske grænse.

Trods de seneste udtalelser afviser Nigel Farage - i hvert fald direkte - at blande sig i, hvem amerikanerne bør vælge som præsident. Altså lige bort set fra at han »ikke ville stemme på Hillary Clinton, også selvom hun betalte mig for det«.

Donald Trump har tidligere fået ros fra den russiske præsident, Vladimir Putin, samt den hollandske politiker Geert Wilders, mens flere europæiske ledere - heriblandt Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen - har udtrykt bekymring ved udsigten til at få Donald Trump som amerikansk præsident.

I de seneste meningsmålinger ligger Hillary Clinton forrest med 43 procent af stemmerne mod Donald Trump på 40 procent. Det sker, efter at meningsmålingerne tidligere har givet Hillary Clinton et forspring på omkring ni procentpoint.

Nigel Farage trak sig i juli som leder for Ukip efter en succesfuld kamp for at få briternes beslutning til at stemme sig ud af EU for, blandt andet fordi han ville koncentrere sig om sit hverv som formand for partiet i Europa-Parlamentet.