Fortsæt til indhold
USA

Trump er uenig med sin vicepræsidentkandidat

Onsdag eftermiddag erklærede Donald Trumps nyudnævnte vicepræsidentkandidat Mike Pence sin støtte til Paul Ryan. Men ham bakker Trump ikke op om.

Det er under tre uger siden, at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, udpegede guvernøren i Indiana, Mike Pence, til sin vicepræsidentkandidat.

Men allerede nu er der uenigheder mellem de to. Mike Pence har nemlig offentligt erklæret sin støtte til formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan.

»Jeg støtter stærkt Paul Ryan og bakker stærkt op om hans genvalg,« sagde Mike Pence til Fox News om Ryan, som han ved lejligheden kaldte for »en ven gennem lang tid« og en »stærk konservativ leder«.

Selvom Paul Ryan har bakket op om Donald Trump i hans mission om at overtage det ovale kontor, er støtten ikke gengældt fra den republikanske præsidentkandidat.

Det har fået uenighederne med hans egen partitop til at eskalere.

De to republikanere er da også uenige på en række punkter. Eksempelvis Trumps seneste retoriske opgør med forældrene til en muslimsk soldat, der blev dræbt i 2004, eller den republikanske præsidentkandidats forslag om midlertidigt at forbyde muslimer adgang til USA.

»Jeg kan godt lide Paul, men det her er forfærdelige tider for vores land. Vi har brug for meget stærkt lederskab. Vi har brug for meget, meget stærkt lederskab. Og der er jeg ikke helt endnu,« sagde Donald Trump om støtte til Ryan i et interview i The Washington Post, samtidig med at han roste Ryans konkurrent i primærvalget, Paul Nehlen, for sin veludførte kampagne.

Vicepræsidentkandidat Mike Pence har dog understreget, at han og Donald Trump havde diskuteret støtten til Paul Ryan. Og ifølge Pence opfordrede Trump ham til at bakke om op kandidaten, som han ikke selv støtter.

Ikke desto mindre tegner flere republikanere et billede af et internt splittet parti, bedst udmøntet i formanden for Republikanernes Nationale Komité, hovedbestyrelsen i det republikanske parti, Reince Priebus, som beskrives som »meget frustreret«, ifølge The Washington Post.

Den republikanske vicepræsidentkandidat Mike Pence har skabt røre hos det republikanske parti, efter han offentligt har støttet Paul Ryan. Her står Pence sammen med sin kone Karen, da han førte valgkamp i Phoenix, tirsdag d. 2. august 2016. Foto: Ross D. Franklin/AP Photo.

Og han er tydeligvis ikke den eneste, eftersom partifællen Richard Hanna tirsdag fortalte offentligheden, at han har tænkt sig at stemme på den demokratiske konkurrent, Hillary Clinton, til præsidentvalget. Dermed er Hanna det hidtil eneste republikanske medlem af kongressen, der støtter Trumps største konkurrent til præsidentposten.

Chefstrateg hos det amerikanske handelskammer Scott Reed, som stod for den republikanske kandidat Robert J. Dole’ kampagne i 1996, siger ligefrem, at »det er tid til en seriøs nulstilling«.

»Hvis Trump vælger at gå den alene, er det en ensom vej,« sagde Scott Reed.

Selv mener Donald Trump, at kampagnen går godt og aldrig før har været så forenet.

Inden den amerikanske forretningsmand valgte Mike Pence som sin vicepræsidentkandidat, var republikanske Newt Gingrich én blandt de nominerede til at overtage den rolle.

Den fik han som bekendt ikke, og nu er Gingrich også ude at kritisere Trump for hans seneste træk i den amerikanske valgkamp. Trump agerer på baggrund af sine instinkter, som hjalp ham i forretningslivet, siger han.

»Enhver, der er forfærdet over Hillary, burde håbe på, at Trump tager en dyb indånding og lærer nogle nye egenskaber,« siger Gingrich ifølge The Washington Post og påpeger, at Trump hjælper Hillary Clinton til sejren ved at vise, at han er endnu mere »uacceptabel«, end hun er.

»Han kan ikke vinde præsidentembedet, som han er nu. Hun (Hillary Clinton, red.) kan ikke være dårlig nok til, at han bliver valgt, hvis han er opsat på at lave så mange fejl,« lyder det fra Newt Gingrich.