Fortsæt til indhold
USA

Bernie Sanders tror fortsat på sejr trods dystre udsigter

Efter flere tætte valg og en enkelt stor sejr, har Bernie Sanders ryggen mod muren forud for de kommende demokratiske valg.

Los Angeles

Den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders har allerede overgået selv de mest optimistiske prognoser for sin egen valgkamp.

Efter at tre stater har stemt om partiets præsidentkandidatur, er Bernie Sanders således stadig med i kampen. Oven i købet slog han ganske overbevisende den tidligere udenrigsminister og demokratiske storfavorit Hillary Clinton ved valget i New Hampshire tidligere i februar.

Men forud venter stater, som på forhånd ligner steder, hvor luften formentlig bliver taget noget ud af den store entusiasme, som hans valgkamp har fået opbygget særligt siden nytår. Og med nederlaget ved valget i Nevada er det også blevet svært at få valgmatematikken til at gå op, for at Sanders skal have en chance for at vinde.

Ikke desto mindre tror den 74-årige senator fra Vermont stadig på, at hans »politiske revolution«, som han selv kalder den, kan føre ham hele vejen til Det Hvide Hus. I det hele taget viste Sanders onsdag, at han var ganske godt træt af at skulle forholde sig til, hvordan han ser en farbar vej forbi Hillary Clinton.

»Ved at få flere delegerede end min modstander,« lød svaret fra en irriteret Bernie Sanders, da en journalist fra tv-stationen ABC stillede ham spørgsmålet.

Men netop de delegerede er fra starten i høj grad gået til Hillary Clinton på trods af medvind til Sanders. Efter valget i Nevada har den tidligere udenrigsminister 503 mod Sanders' mere beskedne 70.

Hver stat har således et antal delegerede efter størrelse, som hos Demokraterne fordeles proportionalt efter stemmeantal blandt kandidaterne. Men staterne har også et antal såkaldt superdelegerede, som eksempelvis kan være folkevalgte eller partiledere. De kan støtte hvilken som helst kandidat, de vil, helt frem til det store partikonvent i sensommeren.

De superdelegerede har i høj grad valgt at støtte Hillary Clinton indtil videre. 451 af de delegerede er således superdelegerede.

»Hun kan reelt vinde valget om under to ugers tid på Supertirsdag,« sagde analytikeren David Wasserman fra onlinemediet The Cook Political Report til New York Times efter lørdagens valg i Nevada.

For helt matematisk at have sikret sig det demokratiske kandidatur skal en kandidat kunne tælle til 2.383 delegerede. Det når Clinton under alle omstændigheder ikke op på Supertirsdag, hvor 880 delegerede er på spil, men hun ligger til at kunne tage nogle ganske store sejre over Bernie Sanders på dagen, hvor 12 stater skal stemme.

Her er der blandt andet en del sydstater iblandt, hvor andelen af afroamerikanske, demokratiske vælgere er ganske stor, hvilket er en vælgergruppe, som Hillary Clinton traditionelt har formået at appellere ganske kraftigt til.

Ifølge den seneste meningsmåling fra South Carolina, der skal stemme om kandidaturet allerede lørdag, vil 68 procent af de afroamerikanske vælgere stemme på Clinton, mens kun 21 procent fra vælgergruppen vil stemme på Sanders. Blandt hvide vælgere er de lige, viser målingen, der er lavet for tv-stationen NBC og avisen Wall Street Journal.

Meningsmålingen giver generelt Clinton en føring på 28 procentpoint i staten i forhold til Sanders. 60 procent af de adspurgte regner med at stemme på den tidligere udenrigsminister, mens blot 32 procent støtter Bernie Sanders.