Presset Hillary Clinton vil ryste posen efter New Hampshire
Den demokratiske præsidentkandidats kampagnefolk kan formentlig se frem til at få nye kollegaer efter valget i New Hampshire.
Los Angeles
Sent tirsdag eftermiddag dansk tid blev det første kryds sat ved primærvalgene i staten New Hampshire. De demokratiske og republikanske præsidentkandidater har de seneste dage rejst staten tynd i jagten på de sidste stemmer.
Hos Demokraterne vil hovedparten af vælgerne formentlig pege på den 74-årige Vermont-senator Bernie Sanders. Ifølge et gennemsnit af de seneste seks meningsmålinger fra staten, ser det oven i købet ud til at blive et ganske stort flertal af statens demokraterne, der vil sætte deres kryds ved Sanders.
Gennemsnittet, der er udregnet af hjemmesiden realclearpolitics.com, viser, at Sanders fører med hele 13,3 procentpoint ned til Clinton. Bernie Sanders har siden december ligget lunt i svinget i staten, der er nabostat til Vermont, som han har repræsenteret i Senatet siden 2007.
Valget i New Hampshie kommer en lille uge, efter Clinton slog Sanders med tæt på mindst mulig margin i Iowa. 0,2 procentpoint var Sanders efter den tidligere udenrigsminister, da stemmerne blev gjort op. Resultatet kulminationen på et stort comeback af Bernie Sanders, der ved nytår var bagud med over 12 procentpoint i meningsmålingerne.
Der er ingen tvivl om, at vindene lige nu blæser Bernie Sanders' vej. Den ellers så stensikre sejr, som Hillary Clinton så ud til at få i løbet af efteråret, er nu ikke længere så sikker igen. Og det får Clintons kampagnefolk tilsyneladende snart at føle.
Ifølge de amerikanske medier Politico og CNN vil Hillary Clinton, efter valget i New Hampshire er overstået, ryste posen blandt sine ansatte.
»Vi kommer til at gøre status, men det kommer til at blive med de folk, jeg har. Dem har jeg tiltro til, og de er opsatte på at gøre det bedste, de kan,« fortalte Clinton til tv-værten Rachel Maddow på tv-stationen MSNBC mandag.
Ifølge konkurrenten CNN kommer det da heller ikke til at koste nogen i Clinton-lejren jobbet, men det kommer efter alt at dømme til at betyde, at de får nogle nye kollegaer.
Tv-stationen fortalte således tidligere tirsdag, at Hillary Clinton og hendes mand, den tidligere præsident Bill Clinton, der også er meget engageret i sin kones kampagne, er utilfredse med, at rådgiverne har undervurderet Bernie Sanders, der med sit budskab om demokratisk socialisme i USA og skandinaviske velfærdsmodeller har tiltrukket særligt de unge vælgere.
Det har blandt andet betydet, at Bernie Sanders i januar formåede at indsamle 132 millioner kroner til sin kampagne, hvor de fleste bidrag ifølge avisen New York Times var på under 130 kroner. Hillary Clinton måtte nøjes med omkring 33 millioner kroner mindre.
Ifølge CNN er det blandt andet også netop på dette område, at Clinton har været mest utilfreds med sin kampagne indtil videre.
Efter nattens resultater i New Hampshire er blevet offentliggjort, venter de næste valg i ørkenstaten Nevada og sydstaten South Carolina. Her står Clinton stærkt, da gruppen af minoritetsvælgere her er langt større end i Iowa og New Hampshire. Det er en vælgergruppe, som den tidligere udenrigsminister traditionelt har godt fat i.
Ikke desto mindre har Hillary Clinton også kunnet se sin føring i de nationale meningsmålinger svinde langsomt ind. Senest illustreret af en meningsmåling fra universitetet Quinnipiac, hvor forskellen mellem Sanders og Clinton på blot to procentpoint i sidstnævntes favør gør dem statistik set lige.
Målingen stikker dog noget ud, og et gennemsnit af de sidste fire nationale meningsmålinger viser da også, at Clinton her har et forspring på 13,3 procentpoint.
Nytårsaften var den tidligere udenrigsministers forspring på 24 procentpoint.