Fortsæt til indhold
USA

Fakta: Her er de republikanske præsidentkandidater

Donald Trump ligger forrest i målingerne om, hvem der bliver Republikanernes præsidentbud.

/ritzau/

14 personer gør sig fortsat håb om at blive Republikanernes præsidentkandidat, når Barack Obama skal afløses i Det Hvide Hus i begyndelsen af 2017.

Få her et lille overblik over den lange kandidatliste:

  • Donald Trump, 69 år. Forretningsmogul og tv-personlighed. Har allerede skabt røre efter sit kandidatur med kontroversielle udtalelser om blandt andet mexicanere.
  • Jeb Bush, 62 år. Tidligere guvernør i Florida. Har to tidligere præsidenter i sin nærmeste familie - sin far, George H.W. Bush, og sin storebror, George W. Bush.
  • Ben Carson, 64 år. Har været en af præsident Obamas skarpeste kritikere i forhold til præsidentens sundhedsreform.
  • Chris Christie, 53 år. Populær guvernør i delstaten New Jersey og kendt for sin karisma. Han blev udråbt til at være potentiel præsidentkandidat allerede i 2012, men stillede ikke op.
  • Ted Cruz, 44 år. Leder af Tea Party-bevægelsen. Cruz er baptist og imod homovielser, abort og en strammere våbenlov.
  • Carly Fiorina, 61 år. Er af Fortune Magazine tidligere blevet udnævnt til den mest magtfulde kvinde i amerikansk erhvervsliv.
  • Lindsey Graham, 60 år. Senator fra South Carolina. Har meget fokus på en stærk udenrigspolitik.
  • Mike Huckabee, 60 år. Tidligere guvernør i Arkansas. Var nærmeste udfordrer til John McCain i kapløbet om at blive præsidentkandidat i 2008.
  • Jim Gilmore, 66 år. Tidligere guvernør i delstaten i Virginia og formand for Republikanernes Nationale Komité. Forsøgte også at stille op i 2008, men trak sig hurtigt fra kapløbet. Havde ikke nok vælgeropbakning til at deltage i CNN's kandidatdebat.
  • John Kasich, 63 år. Populær guvernør i den vigtige svingstat Ohio. Kongresmedlem i 18 år. Forsøg på at blive præsidentkandidat i 2000 kuldsejlede hurtigt.
  • George Pataki, 70 år. Tidligere guvernør i New York. Pataki er en outsider, da han har været usynlig i offentligheden over en længere periode.
  • Rand Paul, 52 år. Senator fra Kentucky. Er fortaler for mindre stat og mere individuel frihed til borgerne.
  • Marco Rubio, 44 år. Senator fra Florida. Ønsker at annullere præsident Obamas reform af det amerikanske sundhedsforsikringssystem.
  • Rick Santorum, 57 år. Tidligere senator fra Pennsylvania. Blev nummer to ved valget i 2012 om posten som Republikanernes præsidentkandidat.

Kilder: The Wall Street Journal, Reuters, The New York Times

Artiklens emner