Fortsæt til indhold
USA

OVERBLIK: Det ved vi om skyderierne i Californien

14 er døde og 21 er såret, efter at gerningsmænd åbnede ild mod et handicapcenter i San Bernardino.

/ritzau/

Onsdag blev USA ramt af endnu en skudepisode. Gerningsmændenes motiv er stadig ukendt, men fredag oplyser det føderale efterforskningsbureau, FBI, at de efterforsker skyderierne som terror:

* Forløbet:

Omkring klokken 11 om formiddagen lokal tid angriber de to formodede gerningsmænd, Tashfeen Malik og hendes 28-årige mand Syed Rizwan Farook, et handicapcenter i San Bernardino, der ligger i Californien.

Efter skyderiet slipper de to væk i en sort SUV.

Et tip fra en borger fører senere politiet til de formodede gerningsmænds bolig. Her flygter en sort SUV fra stedet ved politiets ankomst. Herefter følger en biljagt ved høj hastighed gennem San Bernardino.

Under biljagten bliver der udvekslet skud mellem politiet og de to personer i bilen, der bringes til standsning med adskillige synlige skudhuller.

Tashfeen Malik og Syed Rizwan Farook døde efter ildkampen.

En tredje person anholdes, efter at vedkommende ses flygte fra stedet. Det er dog uklart, om han har nogen forbindelse til skyderiet på handicapcentret

* Ofre:

Ifølge de lokale myndigheder er 14 døde, mens 21 mennesker er såret.

Det ældste offer er 60 år og det yngste 26.

* Gerningsmændene:

De to formodede gerningsmænd, der blev dræbt under biljagten, er den 27-årige kvinde Tashfeen Malik og hendes 28-årige mand, Syed Rizwan Farook.

Politiet kender endnu ikke gerningsmændenes motiv, men fredag siger de, at de efterforsker skyderierne som terror.

Den 27-årige Malik har ifølge en lang række medier i et opslag på Facebook svoret troskab over for Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

Amerikanske kriminalfolk er ved at undersøge Maliks baggrund. Hun var født i Pakistan og havde boet i Saudi-Arabien.

Avisen New York Times skriver, at Farook i 2013 søgte efter en kone på en dating-hjemmeside, og det var sådan, at parret fandt sammen. De blev gift i Saudi-Arabien.

Farook var født i den amerikanske stat Illinois. Begge hans forældre stammede fra Pakistan.

* Efterforskning:

Både regionale og føderale myndigheder er involveret i efterforskningen.