Fortsæt til indhold
USA

29-årig idømt 40 års fængsel for terrorplaner mod JP

Jyllands-Postens redaktionslokaler i København var blandt målene for pakistansk al-Qaeda-sympatisør.

Los Angeles

Af flere årsager var det en ganske opsigtsvækkende retssag, som i februar måned begyndte ved en føderal domstol i New York.

Den på daværende tidspunkt 28-årige pakistaner Abid Naseer stod ikke alene tiltalt for terrorplaner mod mål i New York, den engelske by Manchester og København. Sagen var også en af de første til at blive ført på baggrund af det materiale, som amerikanerne kom i besiddelse af efter stormen på al-Qaeda-lederen Osama bin Ladens tilholdssted i Pakistan tilbage i 2011.

I starten af marts blev Naseer efter blot en enkelt dags votering kendt skyldig i at planlægge terrorangrebene mod USA og Europa, og tirsdag er strafudmålingen blevet fastlagt til 40 års fængsel. Det skriver det britiske medie BBC.

Abid Naseer er kendt skyldig i et af have ledet en af tre terrorceller, der planlagde terrorangreb mod undergrundsbanen i New York, mod et storcenter i den engelske by Manchester og mod Jyllands-Postens redaktionslokaler i København.

Abid Naseer repræsenterede sig selv under retssagen tidligere i 2015.

Den i dag 29-årige pakistaner blev oprindeligt anholdt i 2009 i England sammen med 11 andre for at planlægge et angreb mod et storcentr i Manchester. Han blev dog senere løsladt, men anholdt igen i 2010 på begæring fra en anklagemyndighed i USA.

Han blev i 2013 udleveret til USA, der mente at have beviser for, at Abid Naseer var en del af et større netværk af al-Qaeda-sympatisører, der planlagde angreb ikke kun i England, men også i New York og København.

Anklagemyndigheden blev under retssagen mod Naseer hjulpet af pakistanerens medsammensvorne Najibullah Zazi og Zarein Ahmedzay, der mod at få nedsat straf vidnede for anklagemyndigheden.

Også britiske agenter fra efterretningstjenesten MI5, som havde skygget Abid Naseer i adskillelige år, da den nu 29-årige boede i England, bidrog til anklagemyndighedens sag, som ikke blev mindre opsigtsvækkende af, at agenterne vidnede iført paryk og makeup for ikke at få afsløret deres identiteter.

Blandt bevismaterialet, der var med til at fælde Naseer tidligere i år, var en række e-mails, der i detaljer beskrev angrebene, som Osama bin Landen skulle være blevet orienteret om. Abid Naseer, der repræsenterede sig selv under retssagen tidligere i år, har hele tiden fastholdt sin uskyld og sagt, at e-mailene blev skrevet i håb om at finde en kone.

En af anklagemyndighedens vigtigste vidner, den medsammensvorne Najibullah Zazi, forklarede under retssagen, hvordan de involverede fik besked på at bruge kodeord, eksempelvis om bryllupper, fra den samme al-Qaeda-kontakt, som Naseer havde, når de korresponderede om planerne.