Amerikansk miljø-myndighed lækker giftigt vand ud i stor flod
EPA skal beskytte det amerikanske miljø, men i stedet kom de til at lække giftigt spildevand fra en gammel mine ud i Anima-floden.
Den amerikanske myndighed "United States Environmental Protection Agency" (EPA) blev med støtte fra bl.a. præsident Nixon oprettet i 1970 med det formål at beskytte menneskers sundhed og miljøet.
Nu står de så midt i en skandale, der arbejder lidt i mod deres principper om et sundt miljø.
Under et arbejde med en gammel mine i Colorado i det vestlige USA, begik folk fra EPA en fejl, der førte til, at giftigt spildevand lige nu løber direkte ud i den 203 kilometer lange Anima-flod, der er en del af Colorados flod-system og strækker sig til New Mexico. Udslippet skete onsdag formiddag.
Skandalen bliver af en regional EPA-direktør kaldt for "tragisk", og de lokale i byen Durango, hvor den lækkende mine ligger, har også sat sindene i kog.
Til at starte med gik EPA onsdag ud og fortalte, at skadernes omfang ikke var at betragte som specielt store. Det har de dog siden måtte trække tilbage.
Fredag gik embedsmænd fra EPA så ud på et tætpakket pressemøde og fortalte om nogle af de giftstoffer, der fredag fossede ud i floden med cirka 1200 liter i minuttet. Der er bl.a. tale om arsen, bly, aluminium og kobber samt andre giftige tungmetaller. Det skriver Denver Post.
Lokale myndigheder omkring Durango har nu travlt med at beskytte de lokales helbred ved at finde alternative vandkilder at levere vand fra.
Man forsøger lige nu at lede det forurende spildevand ned i et stort vandhul for at undgå, at det rammer vandløb og floder.
På pressemødet fredag ville de lokale myndigheder dog ikke lægge skjul på, at forureningen kan have ført til så alvorlige skader, at dele af flodsystemet må lukkes til foråret for at undgå yderligere forurening med tungmetaller.
Denver Post skrev fredag, at mere end en million liter af det giftige spildevand stadig kan ses i floden, hvor det langsomt løber med strømmen i retning mod New Mexico og Utah.