Postmand i helikopter skabte frygt i Washington
En mini-helikopter landede ikke langt fra USA's lovgivende forsamling.
Los Angeles
Onsdag aften dansk tid skabte en mindre helikopter urolighed omkring Capitol Hill i den amerikanske hovedstad Washington D.C.
Helikopteren landede således på en græsplæne ikke langt fra den berømte bygning, der huser USA's lovgivende forsamling Kongressen.
Den lille helikopter bar logoet fra det nationale, amerikanske postvæsen, US Postal System, på sin halevinge. Piloten var da også en postmand fra Florida, der hurtigt blev anholdt efter at have landet helikopteren på et af de ellers mest afsikrede områder i USA.
Postmandens navn er Doug Hughes, og han havde en helt konkret mission med onsdagens flyvetur.
"Han er ikke en selvmordsbomber. Han er en patriot," lød det efterfølgende fra Hughes' kollega og nære ven Mike Shanahan, ifølge avisen Tampa Bay Times.
Ifølge Shanahan ville Doug Hughes gøre opmærksom på, at der, ifølge ham, er alt for lidt gennemsigtighed med de finansielle bidrag, som bliver givet til amerikanske politikere.
Med sig havde Doug Hughes, som den postmand han nu er, medbragt flere breve til lovgiverne, som han ville overbringe dem. Så langt nåede han dog ikke.
Ved seneste præsidentvalg i 2012 indsamlede den senere vinder, demokraten Barack Obama, og hans republikanske rival, Mitt Romney, ifølge hjemmesiden opensecrets.org, der en uafhængig organisation, der følger pengestrømmene i amerikansk politik, omkring 12,5 mia. kroner til deres respektive kampagner.
Doug Hughes' plan om at gøre opmærksom på sine holdninger gennem en opsigtsvækkende aktion har været kendt af præsidentens personlige sikkerhedstjeneste Secret Service. Allerede for et år siden besøgte tjenesten Doug Hughes i Florida, ifølge Tampa Bay Times.
Sikkerhedstjenesten ville umiddelbart efter episoden ikke kommentere avisens oplysninger.
Det ville vennen Mike Shanahan til gengæld. Han sagde til avisen, at han havde varslet sikkerhedstjenesten om onsdagens aktion omkring en time, inden den fandt sted. Shanahan fik ikke fat på nogen fra tjenesten, men lagde en besked på en telefonsvarer.
"Jeg ville ikke have, at der blev skabt for meget frygt i Washington, og at det så viste sig, at han bare trænede eller lavede sjov med mig," sagde han.
Doug Hughes blev anholdt efter aktionen, men Mike Shanahan er først og fremmest bare glad for, at vennen ikke blev skudt af ordensmagten.
"Jeg var dødsens angst for, at de ville dræbe ham. Jeg er meget taknemmelig for den person, der besluttede sig for ikke at trykke på aftrækkeren," sagde Mike Shanahan.
Episoden kommer kun få dage efter, at en mand lørdag skød ved kongresbygningen for efterfølgende at skyde sig selv.