Fortsæt til indhold
USA

USA ser med bekymring på fransk terrorangreb

Terrorangrebet mod Charlie Hebdo kan få konsekvenser for lempelig visumaftale mellem USA og EU.

Los Angeles

Efterforskningen af terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo bliver fulgt meget tæt af amerikanske myndigheder. Særligt er amerikanerne optaget af, om gerningsmændene er hjemvendte krigere for den radikale, islamiske organisation Islamisk Stat (IS) i Syrien, skriver CNN.

Det sker efter, at fransk politi natten til torsdag offentliggjorde identiteten på de to mistænkte, som de franske myndigheder mener, står bag onsdagens blodige terrorangreb, der kostede 12 personer livet og betegnes som et af de værste terrorangreb i Europa i flere år.

Her kom det således frem, at de to brødre, Cherif Kouachi og Said Kouachi, tidligere har været i politiets søgelys for at hverve unge mænd til at kæmpe mod vestlige styrker i Irak i midten af sidste årti. For den enes vedkommende, Cherif Kouachi, endte det sågar med en fængselsdom, som han afsonede 18 måneder af i 2008.

Brødrene er desuden født og opvokset i Frankrig, hvilket er det, som for alvor får alarmklokkerne til at ringe i USA.

”Hvis de viser sig at være hjemvendte krigere, så er det vores værste frygt, der bliver til virkelighed,” siger den demokratiske formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff til CNN.

Selvom onsdagens terrorangreb i Paris ikke umiddelbart har fået de amerikanske myndigheder til at højne trusselsniveauet mod USA, så er truslen fra hjemvendte, europæiske IS-krigere noget, som bliver observeret med bekymring i USA.

EU og USA har indgået en særlig aftale, der gør, at rejsende fra et EU-land ikke skal have et visum for at rejse til USA. De kan således nøjes med at udfylde et ansøgningsskema på internettet senest 72 timer inden afrejse, der vil give dem lovligt ophold i USA i 90 dage. I lyset af den seneste udvikling er det en aftale, som Det Hvide Hus er bekymret for, ifølge CNN.

Frygten for tidligere IS-krigere med eksempelvis et EU-pas fik allerede i november 2014 de amerikanske myndigheder til at udvide det ansøgningsskema, som blandt andre europæiske statsborgere skal udfylde.

”Vi holder generelt et meget vågent øje med den trussel, som hjemvendte krigere udgør, og behovet for at besvare noget af den ekstreme ideologi, som IS propaganderer for gennem sofistikerede strategier på de sociale medier,” siger Barack Obamas talsmand Josh Earnest.

For terrorangrebet mod Charlie Hebdo er blot det seneste eksempel på et skift i den måde, som terrorangreb kan blive udført på.

”Terrortruslen er blevet mere og mere kompleks. Der kan gå enkelte personer rundt i vores samfund, der kan slå til næsten uden varsel og begå en forbrydelse, som de er blevet inspireret til gennem internettet, sociale medier eller litteratur uden at have modtaget ordrer fra en terrororganisation,” siger den amerikanske minister for sikkerhed, Jeh Johnson.

Såvel Canada som Australien blev i 2014 ramt af sådanne angreb. I oktober skød og dræbte en canadisk konvertit og selvudnævnt jihadist en soldat uden for den canadiske parlamentsbygning i Ottawa, mens en mand i december tog 17 gidsler på en café i Sydney, hvilket førte til at to gidsler blev dræbt.