USA: Betjente må ikke gå alene efter dobbeltdrab
Betjentene er blevet opfordret til at færdes flere sammen og ikke foretage "unødvendige anholdelser".
I New York må patruljevogne ikke længere rykke alene ud til et muligt gerningssted, og betjentene er blevet opfordret til at undgå at anholde nogen, "medmindre det er bydende nødvendigt".
Samtidig bør betjentene bære skudsikre veste.
I New Jersey er statens 33.000 betjente af deres fagforening blevet advaret mod at patruljere alene, samt blevet opfordret til at undgå mennesker, der søger en konfrontation med politiet.
Og flere andre steder, bl.a. i Philadelphia og Boston, har man meddelt politiets ansatte, at de skal være på vagt, når de er i uniform.
Tiltagene sker efter lørdagens drab på to betjente, som var på patrulje i Brooklyn i New York.
"Det, der skete i New York, burde aldrig kunne ske," siger politikommissær William Evans fra Bostons politistyrke ifølge Boston Herald.
Gerningsmanden, den 28-årige Ismaaiyl Brinsley, havde inden drabet i Brooklyn skrevet på Instagram, at han ville "give pansersvin vinger i dag".
Brinsley henviste samtidig til, at hans gerning skulle være hævn for politiets drab på de to sorte mænd, Mike Brown i Ferguson og Eric Garner i New Jersey.
Netop på grund af sagen om Mike Brown fra Ferguson, som var ubevæbnet, da han blev skudt af en politibetjent, har flere politikredse hele efteråret været i alarmberedskab. Man har frygtet, at personer som Ismaaiyl Brinsley ville søge hævn over politiet.
Efterforskere forsøger ifølge nyhedsbureauet AP nu at fastslå, om Ismaaiyl Brinsley har deltaget i protester mod politiet, eller om hans handling blev begået tilfældigt, fordi han manglede et sted at rette sin vrede hen.
Den 28-årige gerningsmand begik selvmord ved at skyde sig selv kort efter at have begået dobbeltdrabet.
Brinsley er tidligere blevet anholdt - ifølge flere amerikanske medier mindst 19 gange - i staterne Ohio og Georgia. Han har tidligere været fængslet for besiddelse af ulovlige våben og har været anholdt for vold og trusler.
Ismaaiyl Brinsley havde desuden længe haft problemer med autoriteter, og hans mentale tilstand var ikke just stabil, sagde efterforsker Robert Boyce søndag på en pressekonference.
Ud over de to dræbte betjente i Brooklyn blev også en betjent i Florida skudt i weekenden. Denne episode havde dog tilsyneladende ikke et hævnmotiv, da denne betjent blev skudt af en mistænkt, som forsøgte at flygte fra en anholdelse.
Den mistænkte blev efterfølgende anholdt.