Fortsæt til indhold
USA

Republikaner: Et knæfald for tyranni

Flere top-republikanere kritiserer Barack Obamas nye Cuba-politik i stærke vendinger.

Los Angeles

"Det er endnu et knæfald for et tyranni af Obama-regeringen."

Sådan lød det, da den 43-årige republikanske senator Marco Rubio gav sin holdning til Barack Obamas nye Cuba-politik til kende på et pressemøde umiddelbart efter præsidentens historiske tale onsdag aften dansk tid.

Rubio, der selv har cubanske rødder, er langt fra tilfreds med, at Barack Obama vil bryde med over 50 års isolationspolitik og i stedet øge samarbejdet og samhandlen med cubanerne.

Marco Rubio bliver nævnt som en mulig republikansk præsidentkandidat i 2016.

Senatoren, der er valgt i Florida, der er hjemsted for en stor del af USA's eksilcubanere, fortalte på pressemødet, at han mente, USA havde været alt for billig til salg i forhandlingerne med Raul Castros regime.

"Det er en livline til Castro-regimet, der vil gøre dem i stand til at blive mere rentable og gøre styret i stand til at blive en mere permanent figur i Cuba," sagde han.

Marco Rubio satte trumf på ved at kalde Barack Obama for den dårligste forhandler i Det Hvide Hus i sin levetid og beskylde præsidenten for at føre sin udenrigspolitik bevidst mod bedre vidende.

Senatoren, der er blevet nævnt som en mulig republikansk præsidentkandidat ved valget i 2016, var ikke den eneste top-republikaner, der i skarpe vendinger kritiserede præsidentens tiltag.

Også partiets leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, var langt fra at være imponeret over det tøbrud, som Barack Obama med onsdagens tiltag forsøger at opnå i forholdet til østaten.

Køen uden for den amerikanske ambassade var lang, da den var åben for sidste gang 3. januar 1961. Den skal forblive lukket, hvis det står til flere ledende republikanere.

"Forholdet til Castro-regimet skal ikke genovervejes, endsige normaliseres, indtil det cubanske folk har fået frihed og ikke et sekund før," skrev han i en pressemeddelelse.

Boehner mente, ligesom Marco Rubio, at Obama med sin fremstrakte hånd til Raul Castro havde gjort USA mere skade end gavn.

"Det er endnu en tilføjelse til den lange række af hovedløse knæfald for et diktatur, der er brutalt over for sin egen befolkning og samarbejder med vores fjender," skrev John Boehner.

Flere republikanske medlemmer af Kongressen har onsdag i traditionelle medier og på de sociale medier sagt, at de vil gøre, hvad de kan for at forhindre, at Obamas politik bliver ført ud i livet. Blandt andet vil de forsøge at blokere for, at der for første gang siden 1961 igen vil være en ambassadør i Cuba

De har således sagt, at de vil stemme imod den person, som præsidenten vil foreslå som ambassadør i Havana, uanset hvem det måtte være. Desuden vil de heller ikke stemme for finansieringen af en amerikansk repræsentation i Cuba.

Også den tidligere guvernør fra Florida, republikaneren Jeb Bush, var efter nyheden kom frem stærk kritisk over for den demokratiske præsident.

"Jeg synes ikke, at vi burde forhandle med et undertrykkende regime for at lave om på vores forhold til det," sagde han tidligere onsdag til avisen USA Today.

Bush bekendtgjorde tirsdag, at han ville undersøge muligheden for at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2016.

USA afbrød i 1961 sine diplomatiske forbindelser med Cuba under Den Kolde Krig. Det kom, efter at USA i 1960 havde indført en handelsembargo mod cubanerne. En embargo, der i 1962 blev udvidet til at gælde næsten al import fra Cuba.