Frikendt 39 år efter morddom: Måske var jeg blevet præsident
En amerikansk mand har tilbragt hovedparten af sit liv i fængsel. Dømt for en forbrydelse han ikke begik.
Los Angeles
Hvem ved, hvad det hele kunne være blevet til? Sådan tænkte 57-årige Kwame Ajamu umiddelbart efter, at han var blevet renset for de mordanklager, som han blev dømt skyldig i for næsten 40 år siden.
"Jeg ville gerne være noget. Jeg kunne have været advokat. Jeg kunne være have været Barack Obama. Hvem ved?" spurgte han sig selv og nyhedsbureauet AP tirsdag efter endelig at være blevet frikendt.
Kwame Ajamu blev i 1975 dømt for mordet på en forretningsmand i byen Cleveland i staten Ohio. Sammen med sin bror og bedste ven blev han sågar idømt dødsstraf for mordet, der skete foran en forretning i byen i maj måned. Dengang var han 17 år gammel.
Senere blev dommen omstødt til en livstidsdom, og Kwame Ajamu fik muligheden for at komme ud allerede i 2003. Så heldige var hans bror og bedste ven ikke. De blev først sat fri 21. november i år.
Det fik allerede i november den konsekvens, at de to mænd, der stadig sad i fængsel, blev og løsladt og renset for mordanklagerne, efter at anklagemyndigheden havde opfordret domstolen til at gøre det. Det samme skete så tirsdag for Kwame Ajamu.
"Det er mit håb, at vi fremover stopper med at ignorere, hvad der åbenlyst er retfærdigt i det juridiske system, og i stedet går en fremtid i møde med fred og kærlighed," sagde han.
Sagen blev aktualiseret af, at journalisten Kyle Swenson fra magasinet Scene Magazine i 2011 begyndte at grave i de tre mænds sag. Han viste, hvordan sagen mod de tre ikke hang sammen på flere områder, blandt andet den 13-åriges vidneudsagn.
Men der skulle gå yderligere to år, før vidnet indrømmede, at hans udsagn i 1975 var styret af det lokale politis ønsker. Ifølge AP brød manden sammen, da han i november måned fortalte, hvordan politibetjente havde truet ham og om den skyld, han havde båret rundt på i næsten 40 år.
På trods af, at netop dette vidneudsagn var med til at koste Kwame Ajamu næsten 30 år i fængsel og næsten 40 år som morddømt, så håber han en dag at kunne stå ansigt til ansigt med den 52-årige mand og fortælle ham, at han forstår hans bevæggrunde fra dengang og ikke bærer nag.
"Nu kunne jeg godt gå tilbage til at være Ronnie Bridgeman, men det vil jeg ikke. De dræbte Ronnie Bridgeman. De dræbte hans ånd. De dræbte alt, hvad han stod for og alt, hvad han ville være," sagde Kwame Ajamu efter tirsdagens frifindelse.
Den offentlige anklager i Cleveland, Tim McGinty, har ikke været meget for at udtale sig om sagen, siden det kom frem, at sagen byggede på et falsk vidneudsagn, trumfet igennem af politiet. I en meddelelse, som blev leveret tirsdag gennem en af McGintys assistenter, sagde han dog, at de tre mænd "havde været udsat for en forfærdelig uretfærdighed.