Stedfar undskylder kontroversielle udtalelser
Michael Browns stedfar nægter at blive brugt som syndebuk, men underskylder for sine udtalelser under demonstration.
Los Angeles
Det var et udtryk for frustration, da Michael Browns stedfar, Louis Head, råbte til demonstranterne i Ferguson, at de skulle ”brænde lortet ned”. Det siger Louis Head i dag i en pressemeddelelse.
Udtalelsen kom umiddelbart efter, at en storjuryen havde besluttet ikke at tiltale den politibetjent, der 9. august skød og dræbte Louis Heads stedsøn, Michael Brown, i Ferguson.
Men den kom også inden de voldsomme uroligheder i byen 24. november, og det har fået det lokale politi til at undersøge, om Louis Head kan tiltales for at have været medansvarlig for, at nogle af demonstranterne endte med at sætte ild til flere bygninger i byen.
”Jeg var så vred og fuld af umiddelbare følelser som så mange andre, og jeg vil medgive, at jeg råbte nogle ting, som jeg ikke skulle have gjort i et ophedet øjeblik. Det var forkert, og jeg underskylder over for dem, der tog min vrede som et udtryk for mine oprigtige ønsker for vores lokalsamfund,” skriver Louis Head i pressemeddelelsen.
Det var Fergusons politichef, Tom Jackson, der tirsdag fortalte, at politiet var i gang med at afhøre vidner for at fastslå, om der kunne rejses en tiltale mod Louis Head. Inden da havde han i et interview med Fox News slået fast, at han ikke ville forsøge at gøre Louis Head til syndebuk for de voldsomme uroligheder.
”Vi kan ikke lade alt, hvad der skete i Ferguson dø hen. Alle, der har været medansvarlig for, at andre menneskers ejendom, levegrundlag, arbejde eller forretning blev taget fra dem, skal stilles til ansvar,” sagde Tom Jackson.
Men det er lige netop det, Tom Jackson er i gang med. At gøre Louis Head til syndebuk. Det føler manden i centrum i hvert fald.
”At placere skylden alene på mine skuldre for den tilstand vores lokalsamfund og vores land er i efter storjuryens beslutning, er at gå for langt og ligeså forkert som storjuryens beslutning i sig selv,” skriver Louis Head.
Det kunne da også tyde på, at nogle af Tom Jacksons egne har lidt svært ved at se det fornuftige i at efterforske Louis Head. Ifølge de mange juridiske eksperter, der har udtalt sig til de amerikanske medier om sagen, så siger et overvældende flertal, at det vil blive meget svært at få Louis Head dømt for noget som helst.
Et ledende medlem af den lokale ordensmagt har da også fortalt til nyhedsstationen CNN, at Tom Jacksons udtalelser virker som benzin på det bål, som man lige nu prøver at slukke.
”Vi ville bare ønske, at han ville holde sin mund,” siger vedkommende til CNN.
For at Louis Head skal dømmes for at være en medvirkende årsag til uroen i Ferguson 24. november, skal anklagemyndigheden bevise, at en eller flere af demonstranterne tændte ild til en bygning, fordi de havde hørt Louis Heads råb.