Nye detaljer om Ferguson-drab sår tvivl om betjents forklaring
Overvågningsbilleder er dukket op af den politimand, som tidligere i år dræbte en ung, sort mand.
I sagen om den politibetjent, der i august i år skød og dræbte den 18-årige Michael Brown, bliver nye beviser ved med at dukke op.
Senest er en overvågningsvideo af betjenten, Darren Wilson, blevet offentliggjort, og den sår ifølge det lokale medie St. Louis Post Dispatch tvivl om politiets forklaring på mordet, som satte voldsomme raceoptøjer i gang i bydelen Ferguson i St. Louis, Missouri.
Billederne viser Darren Wilson forlade politistationen for at tage på hospitalet få timer efter mordet på Michael Brown. Andre billeder viser betjenten komme tilbage til stationen, begge gange uden synlige skader.
En del af betjentens forklaring på, hvorfor han skød Michael Brown, var ellers, at de to var i voldsom kamp, hvor betjenten bl.a. blev slået.
Michael Browns efterladte har reageret på de nye oplysninger med vrede.
”Det blev lækket fra politistationen, at Darren Wilson blev tævet og fik skader på øjet, hvilket indikerer, at Michael Brown på sin vis fortjente at dø. Men denne video peger på, at beskrivelsen af hans skader var overdrevne,” skriver familien Browns advokat på deres vegne ifølge ABC i en meddelelse.
Nye beviser i sagen viser desuden, at situationen mellem Darren Wilson og Michael Brown eskalerede utrolig hurtigt. En lydoptagelse af politiets kommunikation tyder på, at det kun tog halvandet minut, fra der var kontakt mellem de to, og til Brown blev skudt.
Lydoptagelsen kaster dog ikke lys over, hvorvidt Darren Wilson troede, at Michael Brown havde været involveret i et røveri umiddelbart inden konfrontationen.
Michael Brown var ubevæbnet, da han blev skudt af politiet den 9. august i år. Vidner har efterfølgende fortalt, at den 18-årige ”havde hænderne i vejret”, da han blev skudt. Det lokale politi, derimod, hævder, at Michael Brown kom i håndgemæng med Darren Wilson og i kampens hede forsøgte at tage betjentens pistol.
Betjentens fremtid bliver formentlig afgjort inden for kort tid. En jury er ved at gennemgå bevismaterialet, og den vil derefter beslutte sig for, om der skal rejses en formel tiltale mod betjenten, som indtil da er på betalt orlov.
Hvis juryen beslutter sig for, at Darren Wilson ikke har gjort noget forkert, kan han vende tilbage til tjenesten.