"Jeg genkendte ham, og så var det bare bang, bang, bang"
En tidligere amerikansk elitesoldat har fortalt, hvordan han skød og dræbte Osama bin Laden.
Los Angeles
Den 38-årige tidligere elitesoldat Robert O'Neill er tirsdag og onsdag aften stået frem på tv-stationen Fox News og fortalt, at det var ham, der skød og dræbte terrorlederen Osama bin Laden.
O'Neill var med på det hold af specialtrænede elitesoldater, de såkaldte Navy Seals, der natten til den 2. maj 2011 angreb et hus i den pakistanske by Abbottabad.
Han fortalte, hvordan holdet blev nødt til at angribe huset fra jorden i samlet flok, da en af de to helikoptere, som de var ankommet med, styrtede ned. Det umuliggjorde den oprindelige plan, der var at angribe både fra jorden og få sat soldater på bygningens tag.
Operation Neptune Spear, som den blev kaldt, var i gang, men de amerikanske soldater mødte ikke meget modstand.
"Jeg tror, at den eneste skade, vi fik, var, at der var en af de andre, der blev skåret af noget sprængt glas," sagde O'Neill i programmet.
Her forklarede han også, hvordan soldaterne først havde sprængt en falsk port i luften, da de i første omgang prøvede at komme ind på grunden, hvor huset lå. Det var et godt tegn. Ligesom det var et godt tegn, at kvinderne inde i huset forsøgte at kaste sig foran geværerne.
"Det var begge tegn på, at der boede nogle meget vigtige mennesker i huset," fortalte Robert O'Neill.
Inden operationen gik i gang havde soldaterne fået oplyst af analytikere fra efterretningsagenturet, CIA, at bin Laden ville befinde sig på tredje sal af bygningen.
Soldaterne gik fra rum til rum for at sikre første sal. Sprængte en aflåst dør i luften og fortsatte op mod anden etage.
"Vi havde på forhånd fået at vide, at den sidste forsvarslinje til at beskytte Osama bin Laden ville være Khalid bin Laden (terrorlederens søn red.)," sagde Robert O'Neill i programmet.
Og der stod han. På trappen, der ledte op til anden sal. Efter en hurtig ordveksling med en af soldaterne blev han skudt og døde på stedet.
Da soldaterne nåede frem til trappen, der førte op til tredje sal, var Robert O'Neill soldat nummer to i den kæde, der skulle indtage den sal, hvor datidens mest eftersøgte mand efter alt at dømme befandt sig. En tilfældighed, som han selv udtrykte det i programmet.
Den forreste soldat skød en enkelt gang, inden kæden bevægede sig op ad trapperne. Soldaten mødte straks en kvinde på etagen og skyndte sig at slæbe hende væk og kastede sig over hende i frygt for, at hun havde spændt et bombebælte om livet.
Robert O'Neill kom op lige efter, og han vendte sig den anden vej. Mod højre, og der mødte han manden, der næsten ti år forinden havde stået bag terrorangrebet mod USA 11. september 2001.
"Jeg genkendte ham, og så var det bare bang, bang, bang."
Tre skud i ansigtet fortalte O'Neill, at han traf Osama bin Laden med. Han gik hen ved siden af Al-Qaeda-lederen og iagttog ifølge ham selv Osama bin Ladens sidste vejrtrækninger.
15 minutter tog det fra soldaterne var gået i gang, til de igen var på vej ud fra huset i Abbottabad. En død terrorleder og en hel del efterretningsmateriale rigere.
Men for soldaterne var det bestemt ikke slut med spændingen. De befandt sig stadig i Pakistan uden tilladelse fra de pakistanske myndigheder.
"Hvis de ville, kunne de skyde os ned, og ingen ville kunne bebrejde dem for det," som Robert O'Neill sagde det i programmet.
Soldaterne vidste, at det ville tage cirka 90 minutter at komme væk fra Pakistan. Til sidst kom de betryggende ord fra helikopterpiloten.
"Det er første gang i jeres liv, at I vil blive glade for at høre denne meddelelse: Velkommen til Afghanistan," sagde piloten,og først der, kunne soldaterne juble over en veludført mission.
De blev fløjet til en amerikansk base i Afghanistan, hvorfra de kunne se præsident Barack Obama fortælle, at USA havde udført en mission, der havde dræbt den frygtede terrorleder.
"Det var mærkeligt at kunne se præsidenten fortælle om missionen, og så samtidig kunne kigge ned på jorden og se, at han lå lige ved siden af," sagde Robert O'Neill i Fox News' program, der bar titlen "Manden, der dræbte Osama bin Laden.
Det har længe været kendt, at den tidligere elitesoldat ville stå frem med sin historie. Derfor har det heller ikke skortet på kritik af Robert O'Neill både fra den militære ledelse i USA og fra tidligere kammerater i felten. Ifølge O'Neill stod han frem for at hjælpe pårørende til de, som blev dræbt under angrebene 11. september 2001.
"Grunden til, at vi tog af sted og satte vores eget liv på spil, var, at der var en enlig mor, der kunne tage på arbejde en tirsdag morgen og så ende med at springe ud af et vindue fra en høj bygning, fordi det var bedre end at blive brændt i live," sagde han og fortalte, at han håbede, at historien om natten, hvor bin Laden blev dræbt, kunne give de efterladte en form for afslutning på deres mareridt.
Robert O'Neill er også blevet beskyldt for at tage munden lidt for fuld, når han siger, at han skød bin Laden. Historien, som han tirsdag og onsdag aften fortalte på Fox News, stemmer ikke helt overens med historien i bogen "No Easy Day", der var den første, der beskrev natten i Abbottabad.
Her fortæller soldaten Mark Bissonnette, hvordan skuddet fra den første soldat ved trappen op til tredje sal havde ramt Osama bin Laden, så han lå ned, og derefter havde en soldat bag ham skudt Al-Qaeda lederen i torsoen. Men Robert O'Neill fastholdt i programmet, at han var den sidste person, som Osama bin Laden så inden sin død.
"Krig kan være tåget, og jeg er sikker på, at han har skrevet bogen ud fra det, som han mener at have set," sagde O'Neill.
Den tidligere soldat bor i dag i staten Montana.