Republikanerne blev valgets store sejrherre
Miraklet udeblev for Demokraterne, der nu er i mindretal i begge Kongressens kamre.
Los Angeles
Det kan næppe være kommet bag på Demokraterne, men kan heller ikke have været let for præsidentpartiet at være vidne til den lussing, som det blev tilført ved det amerikanske midtvejsvalg.
Meningsmålingerne havde således talt sandt, og Demokraterne tabte det flertal, som partiet indtil tidligt onsdag morgen havde i det amerikanske Senat.
Dermed har partiets præsident, Barack Obama, udsigt til at skulle tilbringe de to sidste år som præsident med et republikansk flertal i begge, lovgivende kamre i USA.
For Republikanernes flertal var aldrig i fare ved valget til Repræsentanternes Hus, hvor partiet oven i købet står til at udbygge sit flertal.
Inden valget skulle Republikanerne bruge seks demokratiske senatspladser for at vinde flertallet i Senatet. Dødstødet kom, da vælgerne i North Carolina valgte republikaneren Thom Tillis til senator i stedet for demokraten Kay Hagan.
Det egentlige dødsstød var dog kommet langt tidligere. Valgdagen igennem kunne Demokraterne således se alle partiets håb smuldre langsomt. Det startede i West Virginia, hvor republikaneren Shelley Moore Capito både blev partiets første senator fra staten siden 1959 og den første kvinde som senator i staten nogensinde.
Demokraterne havde også håbet på, at valget i Kansas ville blive historisk. Her stod den uafhængige kandidat Greg Orman med gode muligheder for at vælte den siddende, republikanske senator Pat Roberts.
Det ville i så fald være første gang nogensinde, at tre uafhængige kandidater fik plads i Senatet på samme tid.
Vicepræsident Joe Biden fik i hvert fald sagt, at han forventede, at Orman ville slutte sig til den demokratiske gruppe i Senatet. Men heller ikke Greg Orman kunne redde Demokraternes aften.
Demokraterne tabte således flere af de valg, der på forhånd var udpeget som dem, partiet skulle vinde, hvis det skulle have en chance for at bevare deres flertal. Det blev til nederlag i Colorado, i North Carolina og i Iowa. Dermed var det lys, som sejren i New Hampshire tændte for Demokraterne, på størrelse med flammen fra et fyrfadslys.
Dermed skal flertalslederen i Senatet også skiftes ud. Det bliver efter alt at dømme republikaneren Mitch McConnell, der senest var leder for det republikanske mindretal i kammeret. McConnell selv var længe involveret i en særdeles tæt valgkamp med den demokratiske udfordrer Alison Lundergan Grimes i Kentucky.
Men meget symbolsk for hele valget, så var Demokraterne i sidste ende langt fra at kunne vælte den magtfulde republikaner. Han blev tidligt onsdag morgen lykønsket af den afgående demokratiske flertalsleder Harry Reid, der ifølge nyhedsbureauet mindede McConnell om, at vælgerne ønsker, at de to partier arbejder sammen.
Dermed forløb aftenen, som Barack Obama egentlig selv havde forudset inden resultaterne begyndte at rulle ind. I et radiointerview med radiostationen NPR fortalte præsidenten således, hvordan valgmatematikken gjorde dette valg til et særligt svært valg for Demokraterne.
Valgmatematik eller ej, så kom den måske største ydmygelse for Barack Obama slet ikke i valget til Senatet. Vælgerne i præsidentens egen hjemstat, Illinois, tildelte således også den demokratiske leder en lussing, der kunne mærkes.
Her valgte vælgerne således at vrage demokraten Pat Quinn som statens guvernør og erstatte ham med republikaneren Bruce Rauner.