Hash er med på stemmesedlen
Med et ja til legaliseret hash kan staterne Oregon og Alaska følge Colorado, hvor marihuana på rekordtid har udviklet sig til en større industri – og egen nytteavl.
WASHINGTON
Hashtågerne kan brede sig helt lovligt over USA efter tirsdagens midtvejsvalg.
Efter pioneren Colorado og staten Washington i 2012 skal vælgerne i Oregon, Alaska og hovedstaden Washington DC afgøre, om bølgen frem mod en landsdækkende legalisering af hash og marihuana skal fortsætte.
Siger et flertal ja, vil Alaska og Oregon åbne et nyt marked med godkendte og skattebetalende butikker, der lovligt kan sælge hash i alle mulige former som røgtobak, chokoladestænger eller vingummibamser. Både Oregon og Alaska følger modellen fra Colorado, hvor marihuana på rekordtid har udviklet sig til en større industri, og hvor brugerne har lov til selv at dyrke et vist antal planter i deres baghave.
Medicinsk marihuana og mindsteløn
I hovedstaden Washington handler det i første omgang om at afkriminalisere hash og ikke om at åbne et frit marked. Det vil i givet fald være op til Kongressen at beslutte, om legaliseringen vil være lovlig.
Afstemningerne er blandt de over 140 folkeafstemninger i stater og lokalsamfund, som afholdes samtidig med midtvejsvalget. I lokalsamfund fra Maine og Massachusetts til New Mexico og Californien stemmer vælgerne om at tillade såkaldt medicinsk marihuana, der sikrer for eksempel smertepatienter adgang til hash på lægens anbefaling.
Hash til medicinsk brug er tilladt i 23 stater samt i hovedstaden Washington, og bevægelsen har vind i sejlene. I valgkampen er det lykkedes tilhængerne af legalisering at indsamle langt flere penge end modstanderne.
Meningsmålinger giver fortalerne for legalisering gode chancer for at vinde navnlig i Oregon og hovedstaden.
Andre folkeafstemninger handler om mindstelønnen. I Alaska, Arkansas, Illinois, Nebraska og South Dakota skal vælgerne afgøre, om den laveste timeløn skal øges fra de nuværende 7,25 dollars (godt 42 kr.) til de 10,10 dollars (små 59 kr.), som præsident Obama har foreslået.