Fortsæt til indhold
USA

USA vil bruge luftbaser i Spanien i ebola-indsats

Amerikanske luftbaser i Spanien skal være transitsted for felthospitaler til Liberia og Sierra Leone.

/ritzau/Reuters

USA har anmodet Spaniens regering om tilladelse til at bruge amerikanske luftbaser i landet til dets operationer i kampen mod ebola-krisen i Afrika, siger kilder i Pentagon.

- De amerikanske myndigheder har anmodet Spanien om at bruge de amerikanske baser i landet som et transitsted for logistikken og ingeniørarbejdet i forbindelse med opførelsen af felthospitaler i Liberia og Sierra Leone, siger kilderne til Reuters.

USA har fire baser i Spanien. De ligger i henholdsvis hovedstaden Madrid, Zaragoza, Sevilla samt Cadiz.

Om Spanien vil lade USA benytte luftbaserne til ebola-indsatsen ventes offentliggjort fredag, når den spanske forsvarsminister, Pedro Morenes, mødes med sin amerikanske kollega, Chuck Hagel, i Washington.

- Ingen fly vil transportere patienter eller personer, der mistænkes for at være smittet med ebola eller for at have været i kontakt med smittede personer. Spanien vil have ret til at inspicere flyene og passagererne, siger kilderne til Reuters.

Ebolaepidemien er en af de største internationale udfordringer på sundhedsområdet i mange år.

Det fastslog den amerikanske præsident, Barack Obama, da han holdt en 75 minutter lang videokonference om ebolakrisen onsdag med de politiske ledere fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien.

Artiklens emner
Ebola