Nu testes der for ebola i New York
Flere lufthavne i USA øger sikkerheden for at undgå spredning af ebola.
Lørdag blev der taget nye sikkerhedsmetoder i brug i John F. Kennedy International Airport (JFK), New York, for at undgå spredning af ebola.
Medarbejdere ved lufthavnen og sundhedspersonale fra Centers for Disease Control (CDC) påbegyndte en ny procedure med at screene rejsende fra tre vestafrikanske lande.
Ifølge NBC News bliver tilrejsende fra de mest udsatte lande Guinea, Liberia og Sierra Leone tjekket for sygdommen ved hjælp af et særligt termometer, der måler temperaturen på en person uden berøring, og de bliver desuden bedt om at udfylde et spørgeskema.
Der er imidlertid en udfordring i, at folk kan have sygdommen, men først udviser symptomer senere. Derfor bliver alle, som måles feberfri, bedt om at tage deres temperatur hver dag og desuden oplyse kontaktinformationer.
”Uanset hvor mange procedurer, vi implementerer, kan vi ikke fjerne risikoen helt,” siger Martin Cetron, afdelingsleder ved CDC, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Derfor er screeningprocessen af tilrejsende da også blot ét af flere tiltag, som desuden indebærer screening af passagerer, der boarder fly, samt et sæt retningslinjer for hvordan man håndterer sygdommen, hvis den viser sig undervejs på en rejse.
I næste uge vil fire andre lufthavne i USA påbegynde lignende procedurer: Washington-Dulles, Newark, Chicago-O’Hare og Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport.
Omtrent 150 personer rejser dagligt fra et af de tre vestafrikanske lande til USA, og op mod 95 pct. af dem lander i en af de fem lufthavne.