Fortsæt til indhold
USA

Voldtægtsepidemi plager amerikansk stat

USA's tyndest befolkede stat har en voldtægtsrate, der er tre gange højere end landsgennemsnittet.

Los Angeles

”Alaska har en epidemi. Det er ikke bjørneangreb eller livsfarlige veje. Det er voldtægter og vold mod kvinder.”

Ordene kommer fra Sean Parnell, guvernør i staten Alaska, og blev fremsagt forleden i et interview med tv-stationen CNN.

Foruroligende tal

Ifølge nye tal fra efterforskningsenheden FBI er Alaska nemlig den amerikanske stat, der målt i forhold til antallet af indbyggere, er mest plaget af voldtægter og overgreb mod kvinder.

I staten med tilnavnet The Last Frontier anmeldes der næsten 80 voldtægter pr. 100.000 indbyggere. Dertil skal lægges et ukendt, men ganske stort antal uanmeldte overgreb, idet problemet betragtes som tabubelagt i mange landsbyer.

På landsplan er det tilsvarende tal 27 sager pr. 100.000 indbyggere.

I New Jersey er risikoen for voldtægt allerlavest. Her anmeldes blot 11 sager pr. 100.000 indbyggere.

Tabubelagt

Alaska er USA's største og tyndest befolkede stat med blot 0,36 indbyggere pr. kvadratkilometer.

Staten, som omfatter det nordamerikanske kontinents nordvestligste del, har blot 723.000 indbyggere, hvoraf godt 16 pct. tilhører de oprindelige folkeslag herunder eskimoer, aleuter, og indianere.

Hovedparten af befolkningen lever i byerne i de tempererede kystområder ved Alaskabugten herunder især i den største by Anchorage med 290.000 indbyggere.

Iagttagere peger på, at snakken om voldtægter er belagt med en masse tabuer i statens landsbyer.

Det hjælper heller ikke, at der er mindst 75 byer uden tilknyttede politifolk.

Ingen nemme løsninger

Guvernør Sean Parnell, som overtog posten i 2009 efter Sarah Palin, siger, at staten alt for længe har ignoreret problemet.

”Det har været kulturelt acceptabelt at være tavs om problemet, men det skal ændres,” siger den republikanske politiker til CNN og sammenligner problemet med alkoholisme.

”Jeg kan ikke vifte med en tryllestav og løse alkoholproblemet. Jeg kan heller ikke vifte med tryllestaven og løse problemerne med vold i hjemmet, men jeg kan arbejde for at skabe et klima, hvor det er kulturelt tilladt at tale om disse ting mellem familiemedlemmer og venner. Vi skal have folk, der krydser vores vej, til at stå op og hjælpe dem, der bliver misbrugt og krænket,” uddyber han.

Holdningsbearbejdende kampagner

Guvernøren har med planen ”Choose Respect” iværksat en række initiativer, der skal bidrage til at nedbryde tabuerne omkring voldtægt, så ofrene får lettere ved at stå frem.

Planen indeholder også en omfattende holdningsbearbejdende kampagne på borgermøder og i radio og TV