Ny generation af hangarskibe på vej
Det første af en banebrydende række hangarskibe fik i weekenden et symbolsk navn.
Det har bestemt ikke været en problemfri proces, men i weekenden lykkedes det for den amerikanske flåde at døbe det første hangarskib i en ny klasse, der skal føre den amerikanske flåde ind i det 22. århundrede.
Med forsinkelser og budgetoverskridelser er det nye hangarskib endt med at koste 12,8 mia. dollars (ca. 71 mia. kroner) og tage over ti år at udvikle. Dertil kommer, at skibet først er helt færdigt og klar til kamp i 2016.
Men navnet kom altså på plads i lørdags, og skibet endte med at blive opkaldt efter den tidligere amerikanske præsident Gerald Ford.
Banebrydende skib
Ifølge amerikanske medier som CNN og Wall Street Journal bliver USS Gerald Ford og de andre hangarskibe i klassen nyskabende, og de vil kunne bringe den amerikanske flåde ind i det 22. århundrede.
Skibet er det første af ti planlagte skibe i klassen, og det er som skibene i den nuværende Nimitz-klasse atomdrevet, cirka 335 meter langt og vejer omkring 90.000 tons.
Men på en del andre punkter adskiller de nye skibe sig fra de eksisterende, bl.a. i det at de vil blive udstyret med stealth-teknologi, der gør skibet svært at opdage på radar, ligesom de nye skibes to startbaner kan sende betydeligt flere fly af sted.
Klar til nyt fly
Desuden anvender de katapulter, der skal være med til at sende fly af sted fra startbanen, ikke længere dampenergi men elektromagnetisk energi, ligesom det udstyr, der griber og standser flyene under landing, vil være drevet af software, der skal sikre mindre slid på flyene.
Og netop flyene, der lander og letter fra den nye klasse, vil blive en af de store forskelle. Hangarskibene er nemlig klargjort til at kunne samarbejde med de kommende F-35-jagerfly, når de engang er klar.
Startbanernes kommandocentral - den såkaldte ø - der står på det store skibsdæk, er flyttet længere tilbage, er tyndere og højere end på de nuværende skibe i Nimitz-klassen, og det er en del af forklaringen på, at der er plads til flere fly på dækket og at skibet kan sende op til 25 pct. flere fly af sted end de nuværende hangarskibe.
Alt skal gøres billigere
Skibet bærer ifølge CNN præg af, at alt skal gøres billigere i fremtidens amerikanske flåde. F.eks. er langt de fleste lyspærer på det enorme skib mere effektive og vil holde dobbelt så længe som de nuværende. Selve skibet er designet til at kræve 30 pct. mindre vedligehold over hele sin levetid.
Desuden vil skibets besætning bestå af cirka 1.000 færre søfolk end de nuværende skibe.
Den amerikanske flåde forventer, at de nye skibe hver især vil være fire mia. dollars (ca. 22 mia. kroner) billigere over hele deres levetid end et Nimitz-klasse-skib.
Del af ny amerikansk strategi
Trods det at amerikanske politikere ikke mener, at den nye skibsklasse er færdig med ubehagelige overraskelser i form af forsinkelser og fordyrelser, er der store forhåbninger til de nye skibe.
De skal således være en substantiel del af amerikanernes bestræbelser på at forskyde deres militære og strategiske fokus mod Asien i de kommende årtier.
Dette sker ifølge Wall Street Journal i takt med, at bekymringerne omkring lande som Kina og Nordkorea stiger.
Symbolsk navn
Navnet til det første skib i klassen blev som nævnt afsløret i weekenden, og det endte med at blive opkaldt efter USAs præsident i perioden 1974-1977.
Gerald Ford var selv udstationeret på et hangarskib under Anden Verdenskrig, og han efterfulgte den skandaleombruste Richard Nixon på præsidentposten cirka 30 år senere. Netop dette navn finder den amerikanske flådeminister rammende:
"Det er meget passende, at vores næste hangarskib - et skib, der vil lægge en dæmper på fremtidens ukendte kriser med sin blotte tilstedeværelse på verdenshavene - bliver opkaldt efter præsident Gerald Ford," udtalte flådeminister Ray Mabus ved skibets køllægning.