Obamas prestigeprojekt trues af elendigt it-system
Præsidenten vil nedtone kritikken, der hagler ned over den nye sundhedsreform.
Knap har røgen fra den nye budgetaftale i USA lagt sig, før branden atter bryder ud i Det Hvide Hus.
USA's nye sundhedsreform Obamacare har fået en vaklende start med store it-udfordringer, og mandag vil præsident Barack Obama på en konference i Det Hvide Hus forsøge at nedtone de problemer, der har givet præsidentens kritikere ny gejst.
En fiasko
Sundhedsreformen Obamacare, der anses som præsidentens prestigeprojekt, blev lanceret den 1. oktober i år og skal ifølge den amerikanske regering give sygesikring til op mod 50 mio. uforsikrede personer.
Med hjemmesiden healthcare.gov er det planen, at amerikanerne med få klik skal kunne tegne en sygeforsikring, men hjemmesiden har i månedens første tre uger ikke kunne kapere de mange besøg, der for mange mennesker har resulteret i en fastfrosset browser.
Hjemmesiden, der har kostet den amerikanske stat en formue, er ikke blot ustabil. Ifølge kritikere, heriblandt en af frontfigurerne for online sikkerhed, John McAfee, er den også en legeplads for hackere.
Det skyldes, at de fortrolige personlige data, der skal indtastes for at få en sygeforsikring, let kan tilkommes af it-kriminelle, der kan bruge oplysninger til f.eks. at tømme folks bankkonti.
Modstanderne håner
Den republikanske senator John McCain, der i 2008 tabte kampen om præsidentposten til netop Barack Obama, er meget uimponeret over sundhedsreformens it-vanskeligheder.
"Send Air Force One til Silicon Valley. Fyld den op med intelligente mennesker, tag dem med til Washington og løs problemet. Det her er latterligt, og det ved alle," siger han til CNN.
Den hånlige retorik bliver delt af partifællen Mitch McConnel, der siger at regeringen har brugt mellem tre og fire år på at klargøre et ufuldendt it-system.
"Kun Gud ved, hvor mange penge, de har brugt, og det er en fiasko. Regeringen er simpelthen ikke i stand til at løse den her opgave korrekt," siger Republikanernes mindretalsleder, senator Mitch McConnell til CNN.
Flere amerikanske medier, heriblandt Newsmax, skriver, at hjemmesiden har kostet den amerikanske stat 634 mio. dollars.
Obama er frustreret
At hjemmesiden, hvor amerikanerne skal søge om sygeforsikring ikke fungerer optimalt, irriterer særligt en mand.
"Jeg tror ikke, der er nogen, der er mere frustreret over hjemmesidens udfordringer end præsidenten," siger USA's finansminister Jack Lew.
Han forsikrer i samme ombæring, at problemet nok skal blive løst, men at det skal gøres på den rigtige måde.
Søndag aften skrev den amerikanske sundhedsdepartement, Health and Human Services, i et blogindlæg, at de gør hurtige fremskridt og har "indkaldt ekstra hjælp til at løse nogle af de mere komplicerede tekniske udfordringer."
Den amerikanske regering har forsøgt at nedkøle kritikken ved at forhøje telefonbemandingen med 50 pct. Samtidig siger regeringen, at de forventer, at systemet fungerer problemfrti omkring årsskiftet.
Administrationen har endnu ikke frigivet tal på, hvor mange mennesker der har søgt om sygeforsikring på healthcare.gov. Tallene vil kun komme på månedsbasis, så den første optælling kommer i november.