Brødre skulle se ven løbe: Mistede et ben hver
Hjerteskærende historier om ofrene for angrebet i Boston strømmer ud.
Mindst tre blev dræbt og 144 mennesker såret, da to bomber eksploderede mandag omkring kl. 20.45 dansk tid i Boston.
Her var flere end 20.000 personer tilmeldt Boston Marathon, og eksplosionerne skete med 12 sekunders mellemrum tæt på målstregen.
Et af dødsofrene er ifølge Boston Globe den kun otteårige Martin Richard, som sammen med sin mor og søster befandt sig blandt publikum, hvorfra de angiveligt så faderen løbe.
Kunne have dræbt flere
Både moren og søsteren blev hårdt såret ved angrebene, som dog kunne have kostet flere mennesker livet.
En tredje bombe blev nemlig desarmeret.
To brødre på henholdsvis 31 og 33 år, som angiveligt stod tæt på den otteårige, var mødt op i Bostons centrum for at se deres ven gennemføre et maraton.
Måtte amputere benet
Mændenes mor, Liz Norden, fortæller til Boston Globe, at hun blev ringet op af sin 31-årige søn, som befandt sig i en ambulance på vej til hospitalet.
"Mor, jeg er hårdt såret," sagde han ifølge hendes beretning.
Øjenvidner frygtede tredje bombe
Liz Norden ønsker ikke at afsløre sønnernes navne uden deres godkendelse, og hun har endnu ikke fået lov til at besøge dem, men siger, at sønnens ene ben var blevet så svært forbrændt under eksplosionen, at lægerne måtte amputere det.
Var blevet væk fra sin bror
Hvor den ældre bror var, vidste sønnen ikke.
Først adskillige telefonopkald senere kunne Liz Norden konstatere, at den 33-årige søn var blevet kørt til et andet hospital, hvor også han havde fået amputeret sit ene ben.
Terrorangreb ved Boston Marathon
"Jeg har aldrig i mine vildeste drømme forestillet mig, at dette kunne ske," siger Liz Norden fra skadestuen på hospitalet Beth Israel Deaconess, hvor hun venter på at se sin ene søn.
De to brødre er langt fra de eneste, som har mistet lemmer som følge af bomberne.
Vidneberetninger fortæller om sårede, som havde fået sprængt deres ben af, mens læger i flere tilfælde har måttet amputere ben pga. omfattende skader.