To søstre, en ægtemand og 14 børn
Flerkoneri forsvares stadig af nogle mormoner i USA. Søstrene Laurine og Rowenna fik 14 børn med den samme mand.
Rowenna er lidt nervøs. Det er første gang, det er lykkedes at overtale sin ni år ældre søster til at fortælle om deres fælles skæbne i en polygam, religiøs sekt.
»Jeg har jo for længst gjort op med alle løgnene, men jeg tror, at Laurine stadig forsvarer flerkoneri,« siger den 72-årige Rowenna, der i de senere år har viet sit liv til at hjælpe andre kvinder ud af polygame familier.
De to ældre kvinder byder indenfor i Rowennas rummelige parcelhus i Taylorsville en halv times kørsel syd for Salt Lake City. I huset ved siden af bor den snart 81- årige Laurine sammen med sin mand, Leon Kingston.
Leon var også Rowennas mand. Men da polygami og bigami officielt er forbudt i USA, var Rowenna hans hemmelige brud.
»Vi voksede op som medlemmer af Davis County Co-op. Det er en fundamentalistisk mormonsk sekt med dengang ca. 10 polygame familier. Det var under Depressionen i 1930’erne, vi havde ingenting, og i skolen gjorde de grin med vores lasede tøj. Alle skulle arbejde for fællesskabet og kun tage det ud, de havde brug for,« begynder Laurine.
»Vores far, Ernie Ekstrom, var protestant, men vores mor, Blenda Frandsen, overtalte ham til at bo i sekten. Hun forsøgte at få ham til at tage flere koner, fordi det ville gøre ham til en vigtigere mand med adgang til den højeste himmel, men han ville ikke og undskyldte sig med, at han ikke var værdig til det.«
Jeg sagde bare ja
Lederen af sekten hed Dr. Rulon Allred. Alle medlemmer troede på, at han fik sine instrukser direkte fra Gud. Allred havde derfor uindskrænket magt og et stort antal hustruer.
Alle unge skulle have hans tilladelse for at blive gift. Laurine var 22 år, da hun blev gift med den to år yngre Leon Kingston, der var søn af et andet ledende medlem af sekten. Parret fik seks børn, hvorefter sektens leder gav Leon besked på at tage sig endnu en kone.
»Jeg vidste med det samme, hvad han ville, da han ringede. Så jeg sagde bare ja. Det var jeg opdraget til,« fortæller Rowenna.
»Vi blev gift i juli, og jeg flyttede ind i Laurines hus. Det skulle være hemmeligt, så når nogen kom på besøg, forsvandt jeg ind i et andet værelse.«
Tilværelsen som kone nummer to var ikke ligetil. Rowenna slog op i telefonbogen og valgte efternavnet Erickson og fik i alt otte børn med Leon. Storfamilien delte et hus med bare et badeværelse.
Det var uholdbart, så med Leons hjælp flyttede Rowenna og børn til en treværelses lejlighed i den lille by Sweet Town. Leon fordelte sin tid mellem de to koner, men Rowennas børn fik først som skolebørn at vide, at han var deres far. Ledsaget af strenge instrukser om aldrig at fortælle det til venner. De kaldte ham for Leon, mens deres halvsøskende kaldte ham for far.
Et stort svindelnummer
»Leon blev ødelagt som barn af sin egen far, og han blev selv en frygtelig far. Han råbte og udstak ordrer og aner ikke, hvordan man viser kærlighed. Polygami er brutalt, syndigt og umenneskeligt. Men i sekten var alle overbeviste om, at de fulgte Guds befalinger,« siger Rowenna.
Leon er stadig gift med Laurine, men vil ikke medvirke i interviewet. Han taler i det hele taget ikke så meget mere. De to søstre understreger, at han aldrig mishandlede dem seksuelt. Men de har forskellige holdninger til polygami. Ifølge Laurine afhænger det af folks personlighed, om flerkoneri er en god ide. Men hun vil ikke direkte anbefale kvinder at gå ind i et polygamt ægteskab.
Rowenna kalder traditionen for et stort svindelnummer opfundet af mænd, der gerne vil have sex med mange kvinder. Det fører til udbredt seksuelt misbrug, incest og perversitet, fastslår hun.
»Kvinder skal bare holde kæft og blive gravide.«
I 1994 flyttede hun tilbage til et nyt hus, som Leon byggede ved siden af sit eget. Men efter et halvt år sagde hun fra.
»Jeg følte mig frygtelig skyldig over for mine børn. Jeg vidste, at hele mit liv byggede på en løgn. Jeg blev syg og følte, at jeg ville dø, hvis jeg ikke gjorde noget. Så jeg skrev et brev til sektens matriark, Ardous Kingston, og beskyldte sekten for at have løjet og svindlet.«
Mens Rowenna blev ekskluderet af sekten, fik Leon og Laurine muligheden for at blive på den betingelse, at de aldrig mere ville tale med Rowenna eller hendes børn. De valgte familien og blev kørt ud på sidelinjen, men ikke ekskluderet af sekten.
Første knus som voksen
Rowenna var medstifter af gruppen Tapestry against Polygamy, der hjalp andre kvinder i samme situation. Hun blev interviewet af amerikanske nyhedsmedier og deltog på tv i et Jerry Springer-show.
»Du ville slet ikke tro på mig, hvis jeg fortalte dig om, hvor massivt det seksuelle misbrug er i de polygame familier,« siger Rowenna.
Også Laurine blev inddraget i arbejdet. Som jordemoder var hun i tæt kontakt med mange polygame kvinder, og under en fødsel fortalte en kvinde hende, at hun var blevet mishandlet.
»Kort efter ringede hun og sagde, at hun ville begå selvmord. Indtil da troede jeg, at det var noget, hun havde opdigtet. Men jeg fik hende sendt hen til Rowenna,« fortsætter Laurine, der er på vej med en bog om sit liv med titlen ”The Midwife”.
Laurine har 15 børnebørn og 13 oldebørn. Rowenna har 14 børnebørn og et tæt forhold til sine otte børn, der ofte samles til søndagsmiddag.
»Min opvækst har fået mig til at vende mig totalt væk fra religion, og jeg vil ikke have børn. Alting skulle være så hemmeligt, vi kunne ikke være tæt på nogen. Derfor har jeg som voksen haft problemer med at være fortrolig med kærester,« fortæller Rowennas 38-årige datter Heather.
»Som barn var jeg bange for Leon, der var meget striks. Vi fik altid at vide, at vi skulle være stille. Senere er mit forhold til ham blevet bedre, men jeg var sidste i 20’erne, da jeg gav min far det første knus.«
Heather lyser af stolthed over sin mor, der viste mod til at bryde ud af sekten. Det er til at leve med, smiler hun, at sekten i dag anser Rowenna for at være djævlen selv.