Fortsæt til indhold
USA

Obama til Iran: Giv os drone tilbage

Efterspillet om nedstyrtet amerikansk drone spidser til med nyt krav fra USA.

Præsident Barack Obama har nu meldt sig på banen i sagen om den nedstyrtede amerikanske drone, der de seneste dage er blevet fremvist på iransk tv.

Tv-billeder af iransk militærpersonale, der stolt inspicerer det førerløse fly og nærmest klapper det som et nyvundet trofæ, er gået verden rundt.

Men USA insisterer nu - med Barack Obama i spidsen - på at få det højteknologiske og fjernstyrede fly tilbage.

”Vi har bedt om at få det tilbage. Nu må vi se, hvordan iranerne reagerer,” sagde Barack Obama mandag på et pressemøde i Det Hvide Hus efter et møde med Iraks premierminister Nuri al-Maliki.

Præsidenten ønskede ikke at svare på, om det højteknologiske fly i iransk varetægt vil afsløre nye detaljer om USA's militære hemmeligheder.

Avanceret stykke værktøj

En drone er et førerløst og fjernstyret fly, der militært bruges til begrænsede opgaver afhængigt af den type instrumenter, der installeres i dronen.

Flytypen anvendes dog hyppigst til overvågning og efterretningsindhentning, og der spekuleres i, at dronen muligvis blev brugt til at overvåge Irans omstridte atomprogram.

Iran meddelte i forrige uge, at militæret havde formået at skyde den indtrængende drone ned i den østlige del af landet.

Senere påstod myndighederne, at man i virkeligheden havde hacket dronen og derefter styret den uskadt til jorden. USA hævder omvendt, at det førerløse fly styrtede ned ad sig selv ved en fejl.

Amerikanske militæreksperter har samtidig sat spørgsmålstegn ved den model, som er blevet fremvist på iransk tv. Der er tilsyneladende flere afvigelser i udseendet i forhold til en original drone, og der peges blandt andet på, at flyet - modsat den fremviste version - efter alt at dømme blev totalskadet i forbindelse med styrtet.

LÆS OGSÅ: Iran: Vi hackede amerikansk drone