Fortsæt til indhold
USA

O.J. Simpson anholdt for røveri

Den tidligere sportsstjerne, som blev frikendt for mord på kone og ven, anholdt i Las Vegas i forbindelse med røveri på hotel, oplyser CNN.

Ritzau

Politiet i Las Vegas anholdt søndag den tidligere sportsstjerne O.J. Simpson, som formentlig vil blive sigtet i forbindelse med et røveri på et hotel, sagde en kilde i politiet.

Politiet bekræftede, at en anden mand, som menes at have været sammen med Simpson ved røveriet, også er anholdt. Der er også konfiskeret to pistoler, som politiet mener, har været anvendt ved røveriet. Det blev anmeldt af en mand, der handler med sportssouvenirs, og som angiveligt blev udsat for væbnet røveri i sit værelse på Palace Station Hotel & Casino.

I Los Angeles Times' søndagsudgave sagde Simpson, at et par "golfvenner og nogle af deres venner" fulgte med ham til et møde på Palace Station Hotel & Casino for at hjælpe ham med at hente sportssouvenirs, private billeder og andre genstande, som Simpson hævder blev stjålet fra ham af en tidligere sportsagent.