165.000 flere job uden for landbruget i USA i oktober
Det såkaldte kongetal for oktober er en del over forventningerne, der lød på en stigning på 70.000 job.
Der blev skabt 165.000 nye job uden for landbruget i USA i oktober.
Det viser tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, offentliggjort fredag.
Stigningen er højere end forventet.
Forventningen lød inden offentliggørelsen på en stigning på 70.000 job, skriver MarketWire.
Flere analytikere hæfter sig ved, at oktober er blevet en stærk måned for det amerikanske arbejdsmarked.
Samtidig noterer de sig også, at den stærke økonomi formentlig kommer til at betyde endnu en renteforhøjelse i december.
Det gælder bl.a. Søren Kristensen, der er cheføkonom i AL Sydbank.
Han påpeger også, at lønpresset har været større i oktober.
»Det er næppe nok til at hæve pulsen på Fed-direktørerne, men her vil man notere sig den udvikling, og det virker meget sandsynligt, at investorerne kan se frem til en amerikansk renteforhøjelse under juletræet,« lyder det i en skriftlig kommentar.
Den gennemsnitlige timeløn steg ifølge MarketWire med 3,1 pct. på årsbasis mod de ventede 2,9 pct.