Fortsæt til indhold
USA

USA's forsvarsminister: Rigsretssag vil ikke virke mod mig

Hegseth kommenterer i en video udtalelser om, at hans kolleger vil stemme om at stille ham for en rigsret.

/ritzau/

USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, vil kæmpe imod bestræbelser på at stille ham for en rigsret.

Det sagde han torsdag i en video på det sociale medie X, hvori han desuden forsvarede krigen mod Iran, efter at vælgerne ved tirsdagens midtvejsvalg ifølge analytikere straffede Republikanerne for den.

»Vi har brug for hver eneste stemme fra hvert eneste patriotiske medlem af Kongressen. De angriber mig, de angriber os, fordi vi er effektive. Det kommer ikke til at virke, vi viger ikke tilbage,« sagde han.

Meldingen fra Hegseth kommer, efter at hån og kritik fra hans modstandere i Kongressen er taget til. USA’s præsident, Donald Trump, har afvist spørgsmål om, hvorvidt han kunne finde på at fyre Hegseth.

Demokraterne, der tirsdag genvandt kontrollen med Kongressen, har sagt, at de vil undersøge Hegseth og hans ledelse af forsvarsministeriet Pentagon. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Republikaneren Thomas Massie, der er medlem af Repræsentanternes Hus, har lovet igen at fremsætte et forslag om en rigsretssag mod Hegseth i næste uge.

Det er ikke første gang, at Massie, der er en udtalt Trump-kritiker, fremsætter sådan et forslag.

Massie blev ikke genvalgt i delstaten Kentucky ved tirsdagens midtvejsvalg.

Hegseth sendte også en stikpille til Massie i videoen.

»En utilfreds, besejret kongresmedlem har sammen med alle sine demokratiske allierede også fremsat falske anklager om rigsret mod undertegnede, præcis som de forsøgte mod præsident Trump – to gange.«

»Det handler udelukkende om personlig ødelæggelsespolitik. Det virkede ikke mod præsident Trump, og det vil heller ikke virke mod mig. Det kan I regne med,« sagde Hegseth.

Hegseth, der tidligere har været vært på Fox News, har været en stærkt polariserende figur, som har skabt fjender selv i sit eget parti.

Kritikere i Kongressen har råbt op om hans håndtering af Iran-krigen, som vicepræsident J.D. Vance har givet skylden for, at Republikanerne står til at miste kontrollen med Kongressen.

Også Hegseths fyringer af højtstående militærfolk er blevet kritiseret.

Trump blev stillet for en rigsret i både 2019 og 2021. I begge tilfælde blev han frifundet af sit eget parti, Republikanerne, i Senatet.