Panikken har ramt Trump-land. I Georgia frygter republikanske vælgere det værste: »Det bliver enden på USA, som vi kender det«
En betydelig del af amerikanerne elsker stadig Donald Trump. Jyllands-Posten er rejst til Georgia for at tale med netop dem. Om hvorfor Trump og Republikanerne gør alt rigtigt, hvorfor Demokraterne gør alt forkert – og hvorfor de ser Demokraternes lurende sejr ved midtvejsvalget som en eksistentiel trussel mod USA.
MONROE, GEORGIA
Bare tanken sender et voldsomt gys gennem MaryKate Coueys krop.
Som om nogen har hældt en spand iskoldt vand ned ad ryggen på hende, som hun prøver at ryste af sig.
»Åhh, det er som en gyserfilm,« siger hun i en tyk sydstatsdialekt.
Men der er ingen spand, intet vand.
Jyllands-Posten har bare bedt hende forestille sig, hvis Demokraterne vinder midtvejsvalget.
Hun bøjer hovedet frem og påtvinger sig en intens øjenkontakt, inden hun gennem dirrende læber fremstammer:
»Det vil blive enden på Amerika, som vi kender det.«