Et valg under middagen med Obama er endt i fokus for kandidaten, der tidligere har vakt opsigt med sin holdning til kød
En politisk modstander har brugt sagen til at fremhæve et rygte om demokraten, der går efter at blive valgt til Senatet.
Det kan gå grueligt galt, når mad bliver blandet sammen med politik.
Spørg bare Bill de Blasio, der skabte overskrifter med sit besøg på et pizzeria for mere end 10 år siden. Den daværende borgmester i New York brugte kniv og gaffel, hvilket skabte avisoverskrifter som, ja, ”Bill de Blasio bruger kniv og gaffel til at spise pizza”, fordi det var så opsigtsvækkende.
Derfor var det en potentielt farefuld færd, som James Talarico begav sig ud på sammen med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama i denne uge.
Som kandidat ved senatsvalget i Texas lignede det et trumfkort for Talarico at blive set sammen med partifællen fra Det Demokratiske Parti. Det var heller ikke selskabet, der skabte den efterfølgende debat.
I stedet er der opstået polemik på grund af den menu, som James Talarico fik under sit besøg på Taco Joint.
Kød og klimaforandringer
Faktisk behøvede den 36-årige texaner slet ikke at bestille, da turen kom til ham.
»Kartoffel, æg og ost – to styks?« spurgte personalet ifølge reportere på stedet.
James Talarico vendte sig mod Barack Obama og forklarede, at han havde været der en del gange, hvortil den tidligere præsident svarede, »det kan jeg forstå«.
Valget blev hurtigt brugt af politiske modstandere som Greg Abbott, guvernør i Texas.
»Fyren gør ikke meget for at aflive rygterne om at være vegetar,« skrev en kampagneprofil for guvernøren på det sociale medie X.
Den diskurs lægger sig op ad tidligere historier om, at James Talarico vil have folk til at spise mindre kød.
I 2022 udtalte han bl.a., at »det er afgørende, at vi reducerer vores kødforbrug« på grund af klimaforandringerne og af hensynet til dyrevelfærd.
Opbakning fra ekspert
Udtalelserne er blevet bragt op igen i forbindelse med det nuværende valg, hvor flere republikanere har brugt det som et led i deres advarsel mod at stemme på deres demokratiske modstander.
»Talarico vil repræsentere Texas, men han er imod kød, våben, olie, han ser hvide mennesker som medfødte racister, og at Gud er nonbinær, mens Bibelen retfærdiggør aborter,« har Brandon Gill, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, udtalt ifølge Fox News.
James Talarico har tidligere afvist den form for kritik, mens en talsmand har lagt et billede op af ham under fortæringen af et stort stykke kød med teksten »officiel udtalelse i forhold til beskyldninger om, at James Talarico er veganer«.
Kød eller ej er der i hvert fald intet galt med bestillingen på tacorestauranten. Det mener Mando Rayo, der er vært på podcasten ”Tacos of Texas”.
»Det er en fuldstændig legitim ordre. Hvis du er fra Texas, så er det normalt at bestille kartoffel, æg og ost,« siger han til New York Times.