Ekspert: En katastrofal kombination gør orkanen Milton særligt farlig
En ekspert fra DMI forklarer, hvorfor Milton har udviklet sig til at blive så kraftig, at den kan give mindelser om en af de største naturkatastrofer i USA.
Det kan være svært at forstå, hvor vildt det bliver. Især for en dansker, der husker decemberorkanen i 1999 som en af de værste undtagelsestilstande.
Sebastian Pelt, meteorolog og ansat i DMI’s forskningsafdeling, gør alligevel et forsøg på at sætte situationen i perspektiv, mens USA forbereder sig på følgerne af orkanen Milton.
»Det vilde er, at den har vindhastigheder inde omkring orkanens øje på 70 meter pr. sekund. Til sammenligning er det højeste niveau, vi er nået op på i Danmark, 40 meter pr. sekund. Det her er en helt anden skala, end vi kan begribe herhjemme,« siger han.
Meteorologen fortsætter sin talestrøm og kommer med en kort opsummering af situationen:
Milton har nået kategori 5, hvilket er det højeste niveau for en orkan. Onsdag middag dansk tid er orkanen 500 kilometer væk fra Florida med kurs mod den amerikanske delstat, hvor den for alvor ventes at skabe ødelæggelser omkring torsdag formiddag dansk tid.
»Virkelig voldsomt«
En af de største bekymringer er udsigten til omfattende oversvømmelser, forklarer Sebastian Pelt.
»Der ser ud til at falde 300-400 millimeter regn, hvilket svarer til et halvt års mængde i Danmark. Samtidig bliver havvandet presset op mod kysten i Florida, så havoverfladen kan stige med op til fem meter,« siger han.
Kombinationen kan blive katastrofal – eller som meteorologen opsummerer det:
»Det kommer til at blæse mere, end det nogensinde har gjort i Danmark. Derudover kommer der et usandsynligt kraftigt skybrud i timevis, mens havet rejser sig. Det er virkelig voldsomt, hvilket også bliver understreget af politikerne i USA.«
Borgmesteren i byen Tampa, Jane Castor, har advaret indbyggerne om, at »du dør, hvis du vælger at blive i et af evakueringsområderne«.
Allerede nu er Milton blevet sammenlignet med orkanen Katrina, der ramte New Orleans i august 2005. Her døde 1.836 mennesker i det, der er blevet karakteriseret som en af de værste naturkatastrofer i USA.
Sebastian Pelt forklarer, at der både er væsentlige ligheder og forskelle i forhold til den nuværende situation.
Usædvanligt varmt
»Begge orkaner er på det højeste niveau af orkanskalaen, og i forhold til selve vindhastigheden har Milton faktisk indimellem været endnu kraftigere på sin vej ind mod Florida. I alvorsgrad minder situationen om Katrina. Men det er ikke det samme som at sige, at der vil dø lige så mange mennesker,« siger han og fortsætter:
»New Orleans lå meget udsat, fordi der er en sø på den anden side af byen, som dermed blev oversvømmet fra begge sider. På den måde er det svært at sammenligne orkaner, der rammer forskellige byer, fordi der er så mange faktorer, der afgør, hvor store ødelæggelserne bliver.«
I Danmark er der i øjeblikket ingen grund til at frygte, at der kan opstå en situation som i december 1999, hvor syv personer mistede livet under den kraftigste orkan i Danmark i det 20. århundrede.
»En af årsagerne til, at Milton har udviklet sig så kraftigt, er temperaturen i havvandet. Det er usædvanligt varmt i Den Mexicanske Golf, hvilket har givet orkanen styrke. Det er den primære energikilde til det her ekstreme uvejr, og derfor er vi mindre udsat på vores breddegrader,« siger Sebastian Pelt.