Kapløb om at blive Trumps vicepræsidentkandidat
Foreløbig er der flest kvindelige kandidater i feltet, men vejen er lang. I 2016 udnævnte Donald Trump først sin vicepræsidentkandidat, Mike Pence, den 15. juli.
Der er insidere, outsidere, favoritter og skud i tågen.
Feltet af håbefulde kandidater, der drømmer om at følge Donald Trump ind i Det Hvide Hus efter en sejr over Joe Biden i november, vokser i takt med den tidligere præsidents march frem mod en ny republikansk kroning.
En efter en melder fremtrædende republikanere sig under Trumps Make America Great Again-faner, nogle med et åbenlyst håb om at sikre sig en plads som supermagtens nummer to i de næste fire år.